Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
556 Anna Karénin
»Kære, kære, Annuschka, hvad skal jeg døg gøre?" hulkede
hun og sank om paa en Stol.
»De maa endelig være rolig, lille Frue. Det gaar nok over
igen, skal De se. Kør De Dem en Tur, det vil De have godt af."
»Ja, det vil jeg ogsaa," sagde Anna efter at være kommet
lidt til Fatning og rejste sig. ,,Og hvis der skulde komme Tele-
gram til mig, medens jeg er borte, saa send det til Darja Alexan-
drovna. Nej, det kan være det samme — jeg er her straks igen.
— Saa, nu bort med alle Grublerier, nu maa der handles! Først
og fremmest maa jeg se at komme ud af dette Hus," sagde hun
til sig selv og mærkede til sin Forfærdelse, at hendes Hjerte ban-
kede saa heftigt, at det var lige ved at sprænge hendes Bryst.
Hurtigt ilede hun ned ad Trappen og satte sig ind i Vognen.
»Hvorhen befaler Deres Naade?" spurgte Tjeneren med Hat-
ten i Haanden.
»Til Fyrstinde Oblonskij," svarede Anna, og et Øjeblik efter
satte Vognen sig i Bevægelse.
XXIII
Himlen var fuldstændig skyfri. Hele Formiddagen var der
faldet en tæt og fin Støvregn, og først for lidt siden var det klaret
op. Tagene, Fliserne og Brostenene glinsede af Væde, og Besla-
gene paa Seletøj og Vogne skinnede i Solen, saa det var en Lyst.
Det var midt i Spaseretiden — Klokken var 3 — og paa Gaden
mylrede der med Mennesker, som var ude for at lufte sig i det
dejlige Vejr.
Medens Anna hvilede i det ene Hjørne af den magelige Ka-
leche og vuggedes blidt af Vognens fjedrende Bevægelse, gen-
nemgik hun atter de sidste Dages Begivenheder, som hun nu,
takket være den friske Luft og det brogede Liv paa Gaden, saa’
i et helt andet Lys end før. Døden forekom hende ikke mere
saa uundgaaelig nødvendig og Tanken om den ikke længer saa
forfærdelig. Nu bebrejdede hun sig kun, at hun havde nedladt
sig til at skrive til ham, som hun havde gjort.
»Hvorfor skrev jeg egentlig til ham, at jeg havde Uret? Hvor-
for underkastede jeg mig? Kan jeg da ikke leve uden ham?"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
