Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
580 Anna Karénin
med Munden, fremkaldt ved den nagende Tandpine, der i dette
Øjeblik var saa stærk, at han knap kunde tale.
»De vil komme til at leve op igen, det spaar jeg Dem,"
sagde Køosnischev rørt. ,De behøver ikke at ønske Dem Døden.
Vore kære Brødres Befrielse er et Maal, som det nok er værd
at leve for. Naa Gud give Dem Held til den Gerning, De nu
gaar ind til, og den Sjælefred, som De i saa høj Grad træn-
ger til!"
»Ja, som Redskab kan jeg endnu bruges, men som Menneske
er jeg kun en Ruin," hviskede Vronskij med dump Stemme, idet
han trykkede den Haand, som den anden rakte ham.
Tandpinen var nu saa ulidelig, at den var lige ved at gøre
ham gal. Men da hans Blik i det samme strejfede Tenderens Hjul,
som rullede let forbi ham hen over Skinnerne, dukkede Mindet
om hende saa levende op i hans Bevidsthed, at han fuldstændig
glemte sine Smerter. Han saa” hende nu atter, saaledes som han
havde set hende, da han aldeles vanvittig og ude af sig selv var
kommet styrtende ind i Jærnbanens Pakskur, hvor hun, der
endnu kort forinden havde været saa fuld af Liv, laa som et
blodigt Lig, udsat for Mængdens profane Blikke. Han saa hendes
tilbagebøjede Hoved med de tunge Fletninger i Nakken og de
sorte purrede Smaakrøller i Tindinger og Pande, hendes halv-
aabne Læber, der var stivnede i en stum, rørende Klage, og
hendes skrækkelige, brustne Øjne, som endnu i Døden syntes at
sige til ham: ,,Du skal komme til at angre det!"
Saa søgte han at mindes hende, saaledes som hun havde
været, da han første Gang mødte hende paa Banegaarden, skøn
og indtagende, fuld af Længsel efter Lykke og Kærlighed og selv
spredende Liv og Glæde omkring sig. Men det lykkedes ham
ikke at fremkalde dette Billede og heller ikke at genkalde sig
alle de lykkelige og lyse Øjeblikke, hun havde skænket ham —
alle disse Midler var forgiftede for bestandigt. Hun stod nu kun for
ham som den forbitrede, hadefulde Kvinde, hvis sidste Ord til
ham havde været en Trudsel. Og dette Minde i Forbindelse med
hans egen frugtesløse Anger satte hans Sind i en saadan Bevæ-
gelse, at hans Ansigt fortrak sig konvulsivisk under Kampen for
at holde Graaden nede.
Da han havde genvundet sin Fatning, brød han selv Tavs-
heden og gav sig nu til at tale med Sergjej Ivanovitsch om de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
