Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Krig og Fred 107
tilføjede han og klappede hende paa Kinden. ,,Arbejdet jager
Dumheden Fanden i Vold."
Hun vilde gaa, men han standsede hende med en Haand-
bevægelse og tog en lille Bog henne fra Pulten.
»Se her er et Værk, som din Heloise sender dig, ,,Nøglen til
Livets Hemmelighed" tror jeg den hedder. Den er af gudeligt
Indhold, saa vidt jeg kan se, jeg har kigget lidt i den. Naa ja,
Folks Tro blander jeg mig aldrig i. Der har du den — gaa saa!"
Han klappede hende igen, denne Gang paa Skulderen, og
lukkede selv Døren efter hende.
Fyrstinde Marie saa’ endnu mere sørgmodig og forskræmt
ud end ellers, da hun forlod Kabinettet, og dette Udtryk tabte
sig først lidt, efter at hun var naaet ind i sit Værelse og havde
sat sig ved sit Skrivebord. Paa dette laa Bøger og Papirer saa
uordentligt henslængt imellem hinanden, at de bar Vidne om, at
hun ikke havde arvet sin Faders store Ordenssans. Hun brød
skyndsomt Brevet, der var fra hendes kæreste Barndoms-
veninde, Julie Karagin, og læste:
»Kære, uskatterlige Veninde, hvor dog Adskillelsen er ræd-
selsfuld og uudholdelig! Hvor meget jeg end gentager for mig
selv, at Halvdelen af min Tilværelse og min Lykke er i dig, og at
vore Hjerter til Trods for den Afstand, der skiller os, er for-
enede med uløselige Baand, gør mit dog Oprør mod Skæbnen,
og midt i de Fornøjelser og Adspredelser, jeg lever i, kan jeg
dog ikke undertrykke den skjulte Smerte, som jeg føler inderst
inde i min Sjæl. Hvorfor sidder vi dog ikke sammen som i gamle
Dage, paa den blaa Sofa i det store Kabinet, hvor vi plejede at
udøse vore Hjerter for hinanden! Hvorfor kan jeg dog ikke som
for 3 Maaneder siden øse ny moralsk Kraft af dit blide, rolige
og gennemtrængende Blik, som jeg elsker saa højt, og som jeg
ser for mig nu, imedens jeg skriver!"
Da Fyrstinde Marie kom til dette Sted, sukkede hun og saa"
ind i det store Spejl, der hang til højre for hende, men da dette
gengav hendes uskønne Skikkelse, magre Ansigt og et Par Øjne,
hvis bedrøvede, haabløse Udtryk slog hende selv, vendte hun
sig atter hastigt bort. ,Hun smigrer mig!" tænkte hun og rystede
lidt paa Hovedet. Men Julie sagde kun, hvad sandt var, thi Fyrst-
inde Maries Øjne var store og dybe og kunde til Tider — naar
hendes Hjerte var i Bevægelse — have en saa forunderlig varm
Straaleglans, at de kastede Lys over hele Ansigtet. Selv kendte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
