Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
228 Krig og Fred
det er Kaptajn Tuschins og hans Folks heltemodige Optræden,
som vi skylder Dagens Held. — Det er Batteriet, som har gjort
Udslaget!’’" sagde han kort, og derpaa rejste han sig og gik uden
at oppebie Resultatet af sit Indlæg.
Fyrst Bagration saa’ hen paa Tuschin, og da han ikke vilde
lade sig mærke med sin Vantro, bøjede han Hovedet som Tegn
paa, at den lille Kaptajn kunde trække sig tilbage. Denne lod sig
det ikke sige to Gange, men fortrak skyndsomt og gik ud sammen
med Fyrst Andrej.
»Tak, kære Ven!" sagde han, saa snart de var uden for
Døren. ,Tak, inderlig Tak, fordi De hjalp mig ud af Klemmen’!’"
Fyrst Andrej saa’ paa ham uden at svare og gik. Hans Hjerte
var saa tungt, saa tungt, og han harmede sig dybt over, at det
kunde gaa saa uretfærdigt til her i Verden.
,Hvem er det? Hvad vil de her? Hvad ønsker de? Og hvor-
naar faar dog alt dette en Ende?" spurgte Nikolaj Rostov sig
selv, medens han saa” paa de mørke Skygger, der gled forbi
ham. Hans Arm smertede ham mere og mere, smaa bitte røde
Pletter dansede for Øjnene af ham, og Indtrykket af de Ansigter
og Stemmer, der omgav ham, virkede saa forstyrrende paa hans
Nerver, at dette Indtryk syntes at smelte sammen med den na-
gende Pine, han følte.
Han faldt hen i en Døs — den varede kun et Minut — og i
dette korte Nu drog en hel Række kendte Skikkelser forbi ham.
Han saa” sin Moders trætte, blege Ansigt, Nataschas smilende
Øjne, Sonjas fine, spinkle Barneskuldre, Denisov og hans opad-
drejede Knevelsbart, Teljanins afskyelige Fjæs, Oberst Schuberts
røde Nakke, og til syvende og sidst den solbrændte franske Sol-
dat, der havde villet skyde ham ned som en Hund. Og alle
ruskede og halede i hans stakkels Arm, som vilde have været
helt rask, hvis de ikke havde slidt saa ubarmhjertigt i den.
Han aabnede Øjnene. Mørket hang nu helt ned over det
lysende Baal, og paa den urolige, røde Baggrund saa” han Sneens
fine, hvide Fnug, der dansende forsvandt i Ilden. Hvor følte han
sig ikke ene og forladt i dette Øjeblik! Tuschin var endnu ikke
vendt tilbage, Folkene havde lagt sig til at sove henne under
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
