Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
240 Krig og Fred
naar deres Samvittighed intet har at bebrejde dem, og fra det
Øjeblik han blev greben af den fule Attraaens Aand, der slog
sine Kløer i ham, medens han bøjede sig hen over Tantens Snus-
tobaksdaase, var hans Modstandskraft brudt, da han selv havde
en dunkel Følelse af, at det var en uren og syndig Lidenskab,
som holdt ham fangen.
Om Aftenen, paa Helenes Navnedag, havde Fyrsten samlet
en lille Kreds af Slægt og Venner, der alle paa en temmelig
utilsløret Maade var blevet indviede i, at denne Dag skulde af-
gøre hans Datters Skæbne. Ved den ene Ende af Bordet præsi-
derede Fyrstinde Kuragin med en gammel Genaralsfrue paa sin
højre og Anna Pavlovna paa sin venstre Side, og ved den mod-
satte Ende, hvor alle de unge havde Plads, sad Pierre, der natur-
ligvis var kommen til at sidde ved Siden af Helene. Fyrst Va-
silij, som ikke deltog i Bordets Glæder, satte sig hen, snart til den
ene og snart til den anden af Gæsterne, og havde et venligt eller
spøgende Ord til enhver. Stemningen var yderst livlig, og alle
lo og snakkede, undtagen Pierre og Helene, der sad tavse ved
Siden af hinanden, men begge med straalende Ansigter. Tilsyne-
ladende havde alle Gæsterne yderst travlt med at konversere
hinanden, spise og drikke, men i Virkeligheden var deres Op-
mærksomhed kun henvendt paa de to, hvis Hjerter havde fundet
hinanden. Medens Fyrst Vasilij fortalte sine muntre Anekdoter,
vandrede hans Øjne hele Tiden hen til Datteren med et Udtryk,
der syntes at sige: ,,Ja, i Dag bliver det afgjort!" og Anna Pav-
loyna, der lod til at dele hans Haab, sendte ham hvert Øjeblik
et skælmsk og opmuntrende Nik. Den gamle Fyrstinde kastede
en Gang imellem et lidt misundeligt Blik hen paa Datteren, og
naar hun rakte Generalinden Vinkaraflen, var det med et lille
Suk, der maaske fremkaldtes ved Tanken om, at hun og Ven-
inden desværre nu var ude af Spillet og derfor maatte trøste sig
med at holde sig til Rødvinen.
Pierre mærkede jo nok, at han var Centrum for det hele, og
Bevidstheden herom gjorde ham paa én Gang baade glad og
undselig. Men for øvrigt var han saa optaget af sine egne Be-
tragtninger og af Helene, at han knap vidste, hvad der foregik om
ham, og kun en Gang imellem førte en flygtig Tanke ham et
Øjeblik over i Virkelighedens Verden.
»Men er det hele da allerede afgjort?” spurgte han sig selv.
,Og hvorledes er det egentlig blevet saaledes? Ja, nu véd jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
