Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
242 Krig og Fred
med et Suk og ærgrede sig over, at nogen kunde tænke paa den
Slags Bagateller i dette Øjeblik.
Da Bordet lidt efter hævedes, førte Pierre ligesom alle de an-
dre sin Dame ind i Salonen, men han sørgede klogelig for at
være den allersidste. Gæsterne begyndte derpaa at tage af Sted,
og de fleste af dem viste saa megen Takt, at de slet ikke sagde
Farvel til Helene for ikke at bortvende hendes Opmærksomhed
fra den elskede Genstand, men de enkelte, der ikke drev deres
Finfølelse saa vidt, lagde kun et ganske kort Øjeblik Beslag paa
hende og bad hende om endelig ikke at følge dem ud.
»Jeg tror næsten, jeg kan gratulere Dem!" sagde Anna Pav-
lovna til Fyrstinden, idet hun kyssede hende ømt. »Hvis jeg ikke
havde denne forfærdelige Migraine, vilde jeg gerne blive lidt
endnu.” Fyrstinden hørte paa hende, men svarede ikke; hun var
stadig lidt misundelig over sin Datters Lykke.
Medens Fyrst Vasilij og hans Gemalinde havde travlt med at
sige Farvel til Gæsterne og følge dem ud, sad Pierre og hans
Tilbedte længe alene sammen i det lille Kabinet. Han havde saa
ofte været ene med hende i de sidste seks Uger, uden at det
havde trykket ham, men nu, da han følte, at det var aldeles nød-
vendigt, at han erklærede sig, var han lige ved at døaf Generthed,
og han fandt selv, at han slet ikke hørte hjemme her ved Siden
af hende. ,Nej, den Lykke ligger ikke for dig, men for Folk, der
har helt andre Egenskaber end du!" sagde en Stemme i hans
Indre. Naa, men han maatte jo sige noget, og det gjorde han saa
ogsaa, idet han spurgte hende, om hun havde moret sig i Aften,
og hun svarede ham da med sin sædvanlige Ligefremhed, at hun
fandt, at Tiden var gaaet saa hurtigt og behageligt, at hun slet
ikke vidste, hvor den var bleven af.
De fleste af Gæsterne var allerede gaaede, og kun nogle en-
kelte, der hørte til Husets intimeste Omgang, sad endnu inde i,
den store Salon. Fyrst Vasilij, der længtes efter en Afslutning,
begav sig ind i Kabinettet og gik med langsomme og værdige
Skridt hen til Pierre, der rejste sig og i sin Befippelse ikke vidste
andet at sige ham, end at Klokken vist var mange. Hans til-
kommende Svigerfader svarede ikke, men sendte ham blot et
strengt og spørgende Blik, der dog hurtigt afløstes af et venligt
Smil, og samtidig nødte han ham til at sætte sig igen.
,Naa, hvordan gaar det saa, kære, lille Helene?" sagde han
i en øm og faderlig Tone, der var saa naturlig, at ingen skulde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
