Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
le
Krig og Fred 49
gerrighed, smuttede han hurtigt ind gennem Døren. I den lange,
smalle Stue, hvor Solen stod lige paa, laa de syge i to Rækker
med Hovedet mod Væggen og Fødderne saa tæt mod hinanden,
at man næsten maatte træde paa Patienterne, naar man skulde
forbi dem. De fleste af dem laa hen i en Døs og lagde slet ikke
Mærke: til Besøget, men de faa, der var ved deres Bevidsthed,
løftede alle Hovedet og stirrede paa ham med et svagt Udtryk af
Nysgerrighed, blandet med lidt Misundelse over hans friske og
blomstrende Udseende. Da Nikolaj naaede omtrent midt ind i
Stuen, saa” han lige foran sig paa det bare Gulv en stakkels fe-
bersyg med blaarødt Ansigt og strittende Arme og Ben, hvis
Øjne rullede saa vildt, åt man kun saa” det hvide af dem. Han
slog Nakken mod Gulvet den ene Gang efter den anden og skreg
uafladelig paa Vand.
»Men er her da ingen, der kan hjælpe ham?" spurgte Nikolaj,
idet hans Øjne ledte rundt i Stuen. Netop i det samme kom en
Sygepasser ud fra det tilstødende Værelse, og da han stod i den
Formening, at den fremmede Officer var her for at inspicere,
fraadte han hen til ham og gjorde stram Honnør.
»Læg ham hen, hvor han hører hjemme, og giv ham noget
Vand!" sagde Nikolaj i en bydende Tone.
»Ja vel, nu skal han straks blive hjulpet!" svarede Syge-
passeren med sin strammeste Holdning og Blikket stift fæstet
paa den formentlige inspicerende, men uden at røre sig af Ste-
det,
»Nej, her er intet at udrette!" tænkte Nikolaj og vilde lige
til at gaa, men opdagede i det samme ud til højre en gammel,
graaskægget Soldat, ikke stort andet end Skind og Ben, som
ufravendt stirrede paa ham med en bønfaldende Mine. Nikolaj
gik hen til ham og saa” da, at hans ene Ben var sat af oven over
Knæet. Umiddelbart ved Siden af ham laa en ganske ung Fyr
med et voksblegt Ansigt, aaben Mund og fuldstændig brustne i
Øjne. |
»Men er han ikke ..… er han ikke?" stammede Nikolaj :
|
gysende. |
»Jo vel er han død, og vi har tigget og bedt, om han maatte |
|
ilt
blive bragt bort, men til ingen Nytte!" svarede den gamle Sol-
dat med skælvende Stemme. ,Han kreperede allerede tidlig i
Morges, men alligevel ligger han her endnu. Vi er jo dog Men-
nesker, skulde jeg mene, og ikke Hunde."
Leo Tolståy: Krig og Fred. II 4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
