Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Krig og Fred 127
intet andet at gøre end dette!" tilføjede han og rev Vekslen i
Stykker.
»Ja, det er ogsaa min Tanke!" hviskede den gamle Grevinde,
der følte sig saa rørt over Sønnens ædle Handlemaade, at hun
øjeblikkelig flød hen i Taarer.
III
Frosten havde allerede begyndt at indfinde sig, og Rimen laa
hver Morgen som et tyndt Tæppe over den stivnede Jord, der
var mættet af Efteraarets Regnskyl. Græsmarkerne var afgna-
vede og nedtrampede, men takket være de høje, friske Tuer,
som Kvæget hist og her havde levnet, tegnede de sig dog som
livlige grønne Firkanter inde mellem de gule Stubmarker og Bog-
hvedeagrenes rødlige Baand. Skovene, der endnu i Begyndelsen
af September havde dannet grønne Øer i det sorte Pløjeland, lyste
nu i røde og gule Farver ud over den grønne Vintersæd. Haren
var ved at skifte Kjole, Rævehvalpene begyndte at jage paa egen
Haand, og Ulveungerne var allerede større end en stor Hund.
Det var med andre Ord den allerbedste Jagttid, og Nikolaj, som
elskede Friluftslivet, havde da ogsaa benyttet sine Hunde saa
godt, at han tog den højtidelige Beslutning at lade dem hvile ud i
de tre Dage, for at de kunde være rigtig ved Kræfter, naar den
store Fællesjagt, der var ansat til den 28. September, tog sin
Begyndelse.
Hele den 26. var Kulden stærk øg bidende, men henad
Aften faldt det ind med Tø, og da Nikolaj den næste Morgen
kiggede ud af sit Vindue, opdagede han øjeblikkelig, at det var
det dejligste Jagtvejr, man kunde tænke sig. Det saa’ ud, som
om Himlen opløste sig og dalede ned mod Jorden. Ikke en Vind
rørte sig, og den eneste Bevægelse, der sporedes i Luften, var et
Slør af fine, næsten usynlige Draaber, der sagte og ustandseligt
sænkede sig som Dug ned over Træernes nøgne Grene, samlede
sig til store, gennemsigtige Draaber, faldt paa Jord og paa Løv
og splintredes i tusinde smaa bitte Perler. Køkkenhavens sorte
Muld glinsede af Væde, flød ud i ét med Disen og blev borte et
Stykke inde i denne. Nikolaj traadte ud paa den solede Sten-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
