Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Krig og Fred 235
»Aa Herregud, skal jeg nu igen høre alt det Vrøvl. Jeg har jo
saa ofte bevist dig, at jeg intet risikerer, at jeg troede du kunde
det udenad!" Og med den Tilbøjelighed til at gentage sig i det
evindelige, der er et Særkende for indskrænkede Naturer, mødte
han nu frem med alle de Betragtninger og Overvejelser, som
han mindst hundrede Gange før havde plaget Dologhov med.
»Jeg har jo forklaret dig," sagde han, ,at hvis Vielsen er ugyl-
dig, saa kan jeg ikke blive draget til Ansvar for den, og hvis den
mod Forventning skulde være gyldig, kan jeg jo ogsaa tage mig
det let, da jeg agter at bosætte mig i Udlandet, hvor ikke en
Sjæl kender mig. Og nu vil jeg ikke høre et Ord mere derom.
Har du forstaaet mig?"
»Ja, men du skulde alligevel betænke dig. Husk paa, at du
binder dig ved dette Skridt.”
»Aa, rejs Fanden i Vold!" raabte Anatole, som tog sig med
begge Hænder op til Hovedet og skyndte sig ind i det andet
Værelse, Men lidt efter kom han igen og satte sig i en Læne-
stol lige over for Dologhov,
»Ja, hvad forlanger du egentlig af mig? — Kan du høre,
hvor det banker!" sagde han og lagde sin Vens Haand op mod sit
Hjerte. ,,Aa, jeg bliver gal, naar jeg tænker paa hendes dejlige
Øjne og henrivende Pusselanker! — C’est une déesse!"
»Og hvad vil du egentlig gøre, naar du har brugt alle Pen-
gene?" spurgte Dologhov med et ondskabsfuldt Glimt i sine
kolde, smilende Øjne.
»Hvad behager?” stammede Anatole en Smule forbløffet over
dette uventede Perspektiv. ,,Ja, den Tid den Sørg. Men nok her-
om, lad os ikke tale mere om det Vrøvl! — Nu er det desuden
snart paa Tiden, at vi kommer af Sted," tilføjede han og saa’
paa sit Ur,
Doløghov gemte alle Pengesedlerne i en Rejsetaske, gav
Tjeneren Ordre til, at der skulde dækkes i det forreste Værelse,
og gik selv derind. Anatole, som blev i Kabinettet, smed sig
derimod paa Sofaen og stirrede tankefuldt ud i Rummet, medens
han samtidig hengav sig til forskellige lyriske Udbrud.
»Naa, kommer du saa ikke og spiser med os andre?" raabte
Dologhov ind til ham. ,Øg et Glas Vin skulde du da ogsaa gerne
have, inden du tager af Sted!"
»Nej, jeg trænger ikke til noget!" svarede Anatole, der laa
med et drømmende Smil og kiggede op mod Loftet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
