Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Krig og Fred 37
sagde han sagte, men tydeligt og brast i Graad. Lidt efter lidt
faldt han dog hen i Ro og lukkede saa atter Øjnene. Han gjorde
et lille Tegn, og Tikhon, som straks forstod ham, gik hen og
tørrede Taarerne af hans Ansigt.
»Tag din hvide Kjole paa! Jeg elsker din hvide Kjole!" sagde
han saa utydeligt, at der ligefrem hørte Kunst til at forstaa ham,
og da dette omsider lykkedes for Fyrstinde Marie, brast hun i
saa heftig en Graad, at Lægen førte hende ud af Værelset og
ned i Haven, for at hendes Sindsbevægelse kunde lægge sig lidt.
Den syge laa derpaa længe og talte om sin Søn, om Krigen og
om Kejseren, vred Munden mere og mere og udstødte til sidst
et hæst, rallende Skrig, som kunde høres helt ned i Haven. Det
var et nyt apoplektiskt Anfald — og det sidste.
Udenfor paa Terrassen, hvor Fyrstinde Marie opholdt sig, var
der Sollys og Varme. Hun var saa medtaget af Sindsbevægelse,
at hun ikke kunde tænke en eneste fornuftig Tanke, men skønt
alting løb rundt for hende, havde hun dog en bestemt Følelse
af, at hun aldrig havde elsket sin Fader saa højt som i dette
Øjeblik. Aldeles ude af sig selv løb hun ned i Haven, hvor hun
gav sin Sorg Luft i en fortvivlet Hulken.
»Ja, jeg har ønsket hans Død! Jeg har ønsket, at det hele
snart maatte være forbi, blot for at jeg kunde faa Ro i mit Sind!”
sagde hun til sig selv. — ,Men hvad skal der blive af mig, naar
først han er borte? Hvad har jeg saa mere at leve for?" hvi-
skede hun halvhøjt, medens hun ilede gennem Havens Gange
og pressede Hænderne mod Brystet, der var lige ved at spræn-
ges under hendes krampagtige Hulken. Hun løb omkring Dam-
men og gennem den lange Lindeallé, og da hun atter nærmede
sig Huset, fik hun Øje paa Mlle. Bourrienne, der kom gaaende
lige hen imod hende sammen med en fremmed Mand. Det var
Adelsmarskallen, som havde indfundet sig personlig for at over-
tale Fyrstinde Marie til at rejse snarest muligt. Hun hørte paa
ham med Tankerne helt andre Steder henne og bød ham derpaa
ind i Spisesalen, hvor Frokostbordet stod dækket. Men lige som
de havde taget Plads, rejste hun sig med en Undskyldning og
forsvandt ud af Døren. Hun ilede gennem Korridoren, der førte til
Sygeværelset, men inden hun naaede derhen, traadte Lægen hende
i Møde med et forstyrret Ansigt og stillede sig i Vejen for hende.
»Nej, De kan ikke komme ind, Fyrstinde! Jeg beder Dem
om at gaa! — Gaa! Gaa!" sagde han med en energisk Gestus.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
