Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
38 Krig og Fred
Hun skyndte sig igen ud i Haven og skjulte sig helt nede
ved Dammen i noget højt Græs, og da hun havde siddet der
noget — om det var Timer eller Minutter vidste hun ikke selv
— fik hun Øje paa Kammerpigen, den smukke, mørkøjede Dun-
jascha, der løb rundt i alle Gangene og øjensynlig ledte efter
hende. Fyrstinde Marie forlod sit Skjul, og saa snart Pigen op-
dagede hende, standsede hun og slog Hænderne sammen med
et forfærdet Ansigt.
»Aa, er De dér, naadige Frøken! Skynd Dem! Fyrsten! .. ;
Fyrsten er ...” skreg hun aldeles ude af sig selv.
»Ja, nu kommer jeg, nu kommer jeg!" svarede Fyrstinde
Marie, som ikke gav hende Tid til at tale ud, men øjeblikkelig
løb op mod Huset. Det forekom hende som en Evighed, inden
hun naaede Trappen, men omsider naaede hun den da aandeløs
og mere død end levende.
»Fat Dem, Fyrstinde, fat Dem! Vi maa føje os i Guds Villie!"
sagde Lægen, der atter traadte hende i Møde i Korridoren, men
denne Gang skubbede hun ham resolut til Side og ilede forbi ham.
I samme Nu som hun aabnede Døren til Sygeværelset, og Dags-
lyset strømmede ind i det store Rum, der tidligere havde ligget
i Halvmørke, grebes hun af en usigelig Rædsel. Henne ved Sen-
gen stod Praskovja, Sygeplejersken og tre eller fire af Husets
Piger, som alle fjernede sig, saa Snart de opdagede hendes Nær-
værelse, og hun saa’ da, at Faderen laa i samme Stilling som
før, men hans Ansigt havde nu det forunderlig strenge og rolige
Udtryk, der er Dødens sikre Mærke.
»Nej, han er ikke død! Det er umuligt!" sagde hun til sig
selv, og overvindende den Rædsel, der greb hende, trykkede hun
et Kys paa Faderens kolde Kind. Men i samme Øjeblik, som
hun havde berørt den, veg hun tilbage, thi al den Ømhed, som
hidtil havde fyldt hendes Sjæl, var nu pludselig afløst af en sæl-
som uhyggelig Følelse, som greb hende ved Synet af den stiv-
nede Skikkelse foran hende.
»Nej, han er ikke mere!" sagde hun til sig selv. , Han er
ikke mere, og det, som ligger dér, det skrækkelige, som fylder
mig med Gru og Modbydelighed, er ikke ham!" Hun skjulte sit
Ansigt i Hænderne, vaklede og vilde være segnet om, hvis Læ-
gen ikke var ilet til og havde holdt hende oppe i sine Arme,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
