Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
90 Krig og Fred
modtager alle disse Bønner. — Ja, kære Ven, Livet er blevet
mig en Byrde i den sidste Tid; det duer ikke for Mennesket at
æde af Kundskabens Træ. Naa ja, jeg har vel heller ikke langt
igen. Men jeg trætter dig vist, og vi trænger desuden begge til
Hvile. Du maa heller se at komme hjem.”
»Aa nej!" svarede Pierre og saa’ med et Udtryk af inderlig
Medlidenhed paa sin Ven.
»Jo, vist saa! Du maa se at komme af Sted! Før Slaget bør
man sove rigtig grundigt ud!" sagde Fyrst Andrej og gik hurtigt
hen til Pierre og omfavnede ham. ,,Naa, lev vel, og gaa saa! —
Gud maa vide, om vi ses igen!" tilføjede han med en forunder-
lig brudt Stemme, og derpaa gjorde han kort omkring og skyndte
sig ind i Laden.
Pierre stod først lidt og betænkte sig paa, om han skulde
gaa ind til ham igen eller ride hjem til sit Kvarter, men efter en
kort Overvejelse kom han .dog til det Resultat, at det sidste vilde
være det rigtigste. ,,Nej, han er helst fri for mig, og dog er det
maaske sidste Gang, at vi mødes!" sagde han til sig selv, og
derpaa kravlede han op i Sadelen og red tilbage til Tatarinova.
Efter at Fyrst Andrej var kommen ind i Laden, lagde han
sig paa sit Tæppe og lukkede Øjnene, men han kunde ikke sove,
da en hel Række af skiftende Billeder og Syner holdt ham vaa-
gen. Og blandt alle disse Minder dvælede han især ved et, som
stod særlig lyst og levende for ham. Det var en Aften i Peters-
borg. Han og Natascha havde siddet ene sammen, og hun havde
paa sin sædvanlige livfulde Maade fortalt ham om, hvorledes hun
en dejlig Sommerdag var faret vild i en stor Skov, medens hun
ledte efter Rørhatte og Risker. Hun beskrev ham i afbrudte
Sætninger Skovens højtidelige Stilhed og sit Møde med en gam-
mel Skovløber, der kom som en Frelser i Nøden. Hvert Øjeblik
standsede hun i sin Fortælling og sagde paa sin egen barnlige
Maade: ,,Nej, det er galt! — Jeg kan ikke finde de rigtige Ord.
— Jeg er vis paa, at du ikke forstaar mig!" og skønt han atter
og atter forsikrede hende om det modsatte, holdt hun dog haard-
nakket paa, at hun ikke formaaede at gengive den poetiske Stem-
ning, der havde grebet hende, da hun stod ene i den store,
mørke Skov. ,Hvor han var mageløs, den gamle Mand! Og hvor
der var mørkt i Skoven! Og hvor mildt han saa’ paa mig!"
gentog hun Gang efter Gang rødmende og forvirret, og Fyrst
Andrej smilede nu uvilkaarlig ved dette Minde, ligesom han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
