Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Krig og Fred 221
Natascha følte sig usigelig lykkelig, men midt i sin Lykke
glemte hun ikke, at en alt for stærk Bevægelse kunde indvirke
skadeligt paa ham, og at han trængte til Ro.
»Men du har jø slet ikke sovet!" sagde hun mildt og dæmpet.
»Gør dig Umage for at falde i Søvn. Jeg bønfalder dig derom!"
Han trykkede hendes Haand, og hun slap den og tog atter
fat paa sit Arbejde. Hun vendte sig to Gange om imod ham og
mødte hver Gang hans lysende Blik, og hun besluttede da at
strikke tre Omgange, inden hun igen saa’ hen paa ham.
Da hun atter drejede Hovedet, havde han lukket Øjnene og
sov, Men hans Søvn varede ikke længe; han vaagnede badet i
kold Sved, og hans Tanker bevægede sig da straks i den sædvan-
lige Rundkreds. Han tænkte paa Livet og Døden, men mest dog
paa Døden, thi han følte, at den nærmede sig.
»Kærlighed! — Hvad er Kærlighed?" sagde han til sig selv.
»Kærlighed er det modsatte af Døden. Kærlighed er Livet. Alt,
hvad jeg forstaar — forstaar jeg kun gennem Kærlighed. I den
er alt, og den knytter og sammenføjer alt. Kærlighed er Gud, og
at dø betyder, at jeg, Atomet, vender tilbage til Kærlighedens
Ophav og evige Kilde." Han fandt Trøst i disse Tanker eller ret-
tere Drømme, som gennemfér hans Hjerne uden at efterlade
Skygge af Virkelighed, men til sidst løb det hele ud i et forvirret
Kaos, og saa faldt han atter i Søvn.
Han laa i det Værelse, hvor han virkelig laa, men hans Saar
var lægte, og han var nu fuldstændig frisk og karsk. En Mængde
forskellige Mennesker, som han ikke kendte det fjerneste til,
kom hen til hans Leje, og han talte til dem om alt muligt. Det
var de største Ubetydeligheder, han afhandlede med dem, og
skønt han godt vidste, at han havde ganske anderledes væsent-
lige Ting at varetage, snakkede han dog videre med dem om
løst og fast og forbavsede dem ved forskellige Aandrigheder, som
nærmere beset var af en temmelig tarvelig Art. Men lidt efter
lidt forduftede alle disse Mennesker, og uden at han selv vidste
hvorfor, begyndte hans Opmærksomhed pludselig at fæste sig
paa Døren. Han stod op og nærmede sig den for at dreje Nøglen
om, thi han havde en Følelse af, at han vilde gaa til Grunde, hvis
han ikke gjorde dette. Men paa Vejen derhen svigtede Benene
ham, og skønt han nu vidste, at det ikke vilde lykkes ham at naa
hen til Døren i rette Tid, opbød han dog sine sidste Kræfter for
at komme af Stedet. En forfærdelig Rædsel greb ham; det var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
