Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
270 Krig og Fred
nemgaa, var Smerten i hans nøgne, hudløse Fødder dog den
værste. Allerede efter den anden Dags Marsch mente han, at det
vilde være ham umuligt at slæbe sig videre, men da saa Op-
bruddet kom den næste Morgen, humpede han alligevel med, og
efter at han først havde faaet lidt Varme i dem, følte han næsten
ingen Smerter mere. Og skønt hans Fødder hver Aften var i den
gyseligste Forfatning, endte det dog med, at han slet ikke æn-
sede det, men tvang sig til at tænke paa andre Ting. Først da
forstod han, hvilken Modstandskraft der ligger i Mennesket selv,
og hvor heldbringende det virker, naar Tanken gør sig uaf-
hængig af det, der piner Legemet og tynger Sjælen. Han tvang
sig til ikke at høre og se, naar Franskmændene skød de Fanger,
som sakkede agterud, han undgik at tænke paa Plato Karatajev,
som blev svagere Dag for Dag og øjensynlig gik den samme
Skæbne i Møde, og han lærte den sjældne Kunst ikke at tænke
et Øjeblik paa sig selv. Jo vanskeligere Forholdene blev, og
jo mørkere Fremtiden stillede sig for ham, desto beredvilligere
fløj hans Tanker hen til andre Egne, hvor de fandt Trøst og Be-
røligelse.
XVIII
Den 3. November ved Middagstid humpede Pierre hen ad
den opkørte Landevej og kiggede ned paa sine nøgne Fødder, der
traadte tungt i det lerede Ælte. En Gang imellem forvildede
hans Blik sig hen til Kammeraternes kendte Skikkelser, og
naar det havde flakket lidt rundt mellem disse, fløj det atter til-
bage og blev hængende ved Fødderne, maaske nærmest for at
have noget at beskæftige sig med. Langs Vejgrøften jollede
Stumpe-Gumpe nok saa fornøjet af Sted paa sine skæve Under-
saatter. Undertiden løftede den sit ene Bagben lidt for at vise
sin Behændighed, og naar den var ked af det, for den bjæffende
og paa alle fire hen efter Ravnene, som sad og huggede i Aads-
lerne. Stumpe-Gumpe befandt sig endnu bedre, end da den op-
holdt sig i Moskvå, men den havde ogsaa Grund dertil, for hvor
den kom frem, laa der mer eller mindre raadne Kadavere, som
den frit kunde æde sig mæt i, da Ulvene ikke vovede sig frem
til den befærdede Vej.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
