Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Soldaterliv i Kavkasus 47
nemme, indflydelsesrige Mænd, og jeg er endogsaa overbevist
om, at det var den Verden, han helst bevægede sig i, da han var i
allerhøjeste Grad forfængelig, men ikke desto mindre betragtede
han det som sin ufravigelige Pligt, naar han var sammen med
Folk af det virkelig gode Selskab, at vise sig ubehagelig imod
dem — skønt rigtignok paa en yderst moderat Maade — og naar
der arriverede en eller anden smuk Dame til Fæstningen, ansaa
han sig for absolut forpligtet til at spadsere forbi hendes Vinduer
med et Par af sine tatariske Kunaker ”), barfodet, i rød Skjorte og
stramme Benklæder, og skraalende og bandende af fuld Hals, dog
ikke saa meget med Ønsket om at fornærme hende som for at
vise hende sine smukke, hvide Fødder, saa at hun kunde blive
forelsket i ham, hvis han da for øvrigt vilde tillade hende at nære
en saadan Følelse for ham. Ofte sneg han sig ud om Natten sam-
men med to eller tre Tatarer af en fredelig Stamme og lagde sig
påa Lur i Bjærgene for at kunne faa Lejlighed til at sende en
forbiridende Tscherkesser en Kugle gennem Hovedet, og skønt
hans Hjerte mere end én Gang sagde ham, at dette ikke var no-
gen synderlig stor Heltebedrift, betragtede han det nu engang
som sin Pligt at lade Menneskeheden lide, fordi han i sin For-
blindelse bildte sig ind, at Menneskene havde krænket ham saa
dybt, at han til Gengæld burde forfølge og hade dem paa enhver
mulig Maade. Han var fuldt og fast overbevist om, at han havde
mindst Halvparten af Menneskeheden til Fjende, og han mente, at
det var Livets højeste Poesi at hade, foragte og hævne sig paa
den usle Slægt, der omgav ham. Men hans Elskerinde, en tscher-
kessisk Pige, som jeg senere tilfældig gjorde Bekendtskab med,
forsikrede mig, at han havde det bedste Hjerte af Verden, og at
han hver Aften, lige efter, at han havde nedskrevet sine mørke,
fortvivlede Tanker, først omhyggeligt gjorde sine daglige Udgif-
ter op i en rubriceret Regnskabsbog og derpaa andægtigt bad til
Gud paa sine Knæ. Se saadan var han, og mange Anstrengelser
og megen Kamp kostede det ham sikkert at bilde sig selv og sine
Kammerater ind, at han var den, han gerne vilde være. — En-
gang, paa en af sine natlige Ekspeditioner havde han saaret en
Tscherkesser i Føden og slæbt ham hjem som sin Fange. I syv
Uger plejede han sin saarede Fjende med den største Omhu, til
han var fuldstændig helbredet, og sendte ham derpaa hjem be-
læsset med Foræringer. Nogen Tid efter, da Løjtnanten var ude
”)Y Kumak: Tscherkessernes Udtryk for en Ven eller Broder. F. A.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
