Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kosakkerne 175
Fændrikken blev bleg og forvirret. Lukaschka steg af Hesten,
kastede Tøjlerne til en Kosak og gik hen til Gurka. Olenin sprang
ogsaa ned af sit Dyr og fulgte ham, idet han dukkede sig helt
forover. Lige som de havde naaet Højen, peb to Kugler dem
om Ørene. Lukaschka saa” sig tilbage, lo hen til Olenin og
dukkede sig. ,,Pas paa, at de ikke skyder dig," sagde han. ,Gaa
hellere din Vej, her har du intet at gøre."
Men Olenin var saa opsat paa at se Abrekerne, at det ikke
kunde falde ham ind at gaa.
Bag en Sandhøj, der laa omtrent 200 Skridt derfra, fik han
Øje paa nogle Huer og Bøssepiber. Med ét viste der sig en lille
hvid Røgsky derovre, og et Øjeblik efter kom en Kugle hvinende
gennem Luften. Abrekerne sad bag den indvendige Skraaning af
Højen, hvor de var dækkede. Det forekom Olenin, at det Sted,
de havde valgt sig, havde noget fremtrædende og iøjnefaldende
ved sig. Men det var kun Indbildning; i Virkeligheden saa” det
ud som alle de andre Steder i Steppen. Det var kun den Om-
stændighed, at Abrekerne havde sat sig fast dér, som gjorde, at
det sprang ham saa stærkt i Øjnene. Han fandt endogsaa, at de
ikke kunde have valgt nøget andet Tilflugtssted end netop denne
Høj. — Lukaschka gik nu tilbage til Hestene, og Olenin fulgte
ham.
»Vi maa have fat i Køretøjet derhenne, ellers skyder de os
ned alle sammen, sagde Lukasohka og pegede paa en Karre med
Hø, der var kørt op paa en Sandhøj i Nærheden af dem.
Fændrikken hørte paa ham uden at sige noget, og Under-
officeren gav sin Indvilligelse. Karren blev trukket bort fra
Højen, og Kosakkerne skubbede den frem, idet de dækkede sig
bag den. Olenin red op paa en Høj, hvorfra han kunde overse det
hele. Karren bevægede sig stadig fremad, og Kosakkerne tryk-
kede sig sammen i en Klump bagved. Abrekerne — der var ni
i alt — sad i en tæt Række, Knæ ved Knæ. Ingen af dem løsnede
et Skud.
Alt var stille. Pludselig lød der henne fra Tschetschentzerne
en sørgmodig og langtrukken Klagesang med et Omkvæd, der lig-
nede Far Jeroschkas ,,Aj, daj, dalalaj!’ — Bjærgboerne, som
vidste, at de ikke kunde undgaa deres Skæbne, havde for ikke
at fristes til at flygte bundet sig fast til hinanden med Remme,
som de havde spændt fra Knæ til Knæ, og istemmede nu Døds-
sangen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
