Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 3. Dr. Ludvig Daae: En Krønike om Erkebiskopperne i Nidaros - XIII. Erkesædets lange Ledighed (1282—1288). Jørund (1288—1309)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fordi den tilstedeværende Biskop Arne af Skaalholt forlangte det og
truede med ellers selv at ville gaa ud; den svage Kong Erik taug
stille hertil, men rødmede.[1] Dernæst søgte Jørund at komme den af
Jon i sin Tid bansatte og maaske siden ikke afløste Bjarne Erlingssøn
tillivs for hans ovenfor omtalte Færd paa Haalogaland for adskillige
Aar tilbage. Han stevnede ham for sin Domstol, men Bjarne udeblev.
Vel lod Erkebispen optage Vidnesbyrd,[2] men kom ikke videre
hverken med Bjarne eller Jon Brynjulfssøn. Man har ingen bestemt
Efterretning, om at de to Baroner og andre der vare i samme Tilfælde,
ere blevne løste af Bannet, skjønt det vel er sikkert, at dette maa
være skeet. Sandsynligvis staar i Forbindelse hermed det Brev, som
Jørund fik fra Rom under 5 Febr. 1292. Heri omtales nemlig, at flere
saavel Geistlige som Lægmænd af Nidaros Stift have opført sig
voldsomt mod Kirkens Personer, og de Geistlige, som af den Aarsag vare
faldne i Ban, havde tildels tilladt sig at vedblive i sine Embeder.
Paven tillader nu Erkebispen, hvis ikke Forseelserne have været altfor
grove, da de i saa Tilfælde have at henvende sig til Rom, at absolvere
disse Personer og af synderlig Naade lade dem beholde sine Stillinger.
De verdslige Voldsmænd omtales ikke nærmere i Brevet, og dette
tyder nærmest paa, at de af Erkebispen selv have erholdt Afløsning.[3]
Allerede 1290 var der kommet til et Forlig mellem Jørund og
Kongemagten, hvorved hin udtrykkelig indrømmede, at Tienden skulde
erlægges efter den „gamle Christendomsbolk“, der gjaldt før 1277.
Om „Sættargerden“ af hint samme Aar forøvrigt tales der i dette
Document klogelig ikke et Ord.[4]
I 1291 møder os en Forhandling[5], der er af særegen Interesse,
men den frembyder Gaader, der ikke ere lette at løse. Erkebiskoppen
lod de to bekjendte islandske Biskopper Jørund af Hole og Arne af
Skaalholt, som just begge vare tilstede ved Metropolitansædet, optage
gamle geistlige Vidnesbyrd, om hvem der, saa langt de kunde mindes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
