Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 3. Dr. Ludvig Daae: En Krønike om Erkebiskopperne i Nidaros - XIII. Erkesædets lange Ledighed (1282—1288). Jørund (1288—1309)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
naturligvis komme an paa Betingelserne, og om dem vide vi jo Intet; de
„visse Rettigheder“ kunde jo tænkes at bestaa i Len, for hvis
Vedkommende Erkebispen da blev Vasal i Lighed med de tydske
Biskopper. Men at vi i det foreliggende Tilfælde have at see et Vidnesbyrd
om Jørunds mislige Stilling og Vanmagt, kan neppe betvivles og synes
klart at fremgaa af Udtrykkene i Haakons Brev.
Hvad der fremfor noget andet bidrog til at forbitre Jørunds Dage
var en Strid, hvori han indvikledes med sit eget Domcapitel.
Domcapitlet, der var oprettet samtidig med selve Erkestolen,
havde i den forløbne Tid mere og mere gaaet fremad saavel i
Indflydelse, som i Rigdom. De høiere Værdigheder inden Capitlet, et
Decanat og tre Archidiaconater, der vare forordnede af Cardinal Nicolas,
synes vistnok ikke at have bestaaet længe, om de nogensinde alle have
været besatte, og som vi have seet, forsvinder igjen det Erkeprestedømme,
der nævnes i Aarene 1253 og 1265.[1] Chorsbrødrenes Antal synes
at have været femten eller dog ikke meget derover. Hver af dem har
havt sin Præbende, et Corpus af til Vedkommendes Underhold
henlagt Jordegods. Hermed have vistnok flere af Brødrene tidlig
kunnet forbinde et Sognekald i eller udenfor Nidaros; i senere Tider
havde endog enhver Kannik sit Præstekald paa Landet, og det var
da sædvanligt, at Kannikerne skiftedes til at opholde sig i Nidaros
for at forrette Tjenesten ved Domkirken. Enhver af Chorsbrødrene havde
(i ethvert Fald i senere Tider) sin Gaard i Byen, og disse Gaarde laa,
som Schøning[2] antager, dels i Vest for Domkirken henimod Elven,
dels i Nord i den siden saakaldte Munkegade. Men foruden de
Emolumenter, som tilkom den enkelte, havde Capitlet ogsaa fælles Eiendom
og Indtægter, hvilket udgjorde deres saakaldte commune. I
Erkebiskop Sigurds Tid var en Bog istandbragt (1244), hvori Præbenderne
og deres Landskyld vare anførte, og enhver Broder skulde have sin
„Landskyldskraa“, hvilke Skraaer skulde bevares i „Communekisten“
og suppleres, naar nye Eiendomme skjænkedes til Præbenderne
eller Mageskifter fandt Sted.[3] Erkebiskop Sørle havde derpaa stiftet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
