Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 3. Dr. Ludvig Daae: En Krønike om Erkebiskopperne i Nidaros - XIII. Erkesædets lange Ledighed (1282—1288). Jørund (1288—1309)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mensa communis og skjænket i dette Øiemed Bispetienden af flere
Kirker samt Tomt til en Fællesbygning for Chorsbrødrene, hvori de
skulde samles til sine Maaltider. Den Gaard, som her opførtes, har
vistnok ligget i Domkirkens Nærhed i Retning af Kalvskindet. En
saadan Fællesspisning har ikke alene i og for sig været besparende,
men aabenbart medført nye Indtægter for Capitlet, da her
efterhaanden optoges til Underholdning ogsaa andre Personer, der gave sig i
„Provent“ mod at skjænke eller testamentere klækkeligt Vederlag,
helst i Jordegods. Dette Forhold, der forøvrigt ogsaa fandt Sted i
Klostre og Bispegaarde, tildels endog paa landlige Præstegaarde, er
vel de ældste „Pensionater“, vort Lands Historie kjender. Der har
været forskjellige Bordhold efter Vedkommendes Stand og Størrelsen
af de Gaver, hvormed Vedkommende tilkjøbte sig Adgang, og de
ringere Proventfolk have da maattet nøie sig med den Kost, der vankede
for Chorsbrødrenes Tjenerskab.
Ganske naturlig maatte imidlertid Strid kunne opstaa mellem
Erkebiskoppen og Chorsbrødrene og det saavel om Magts- som om
Indtægtsspørgsmaal, og vi have allerede seet, at Forholdet i Einar
Smørbaks Tid havde været meget spændt. I den lange Ledighed
efter Jon Raudes Fordrivelse og Død havde derhos Chorsbrødrene
vænnet sig til at raade paa egen Haand, og selv for en klogere og
taktfuldere Mand end Jørund vilde det vistnok have været vanskeligt at
undgaa Rivninger under saadanne Omstændigheder. Nu kom det til de
værste og forargeligste Sammenstød, og vi skulle fremstille disse i
deres Hovedtræk.
I Begyndelsen af 1293 finde vi da Striden i fuld Gang. I
Februar lade nemlig Kannikkerne en forhenværende Medbroder Jon
Birkebein afgive Erklæring, om hvilke Rettigheder deres Collegium i hans
Tid havde besiddet, og omtrent samtidig afgaves lignende (udaterede)
Erklæringer af andre Vidner.[1] Vi erfare heraf, at Kannikerne selv
havde raadet for sine Præbender, endog naar disse vare ledige, og at
Erkebiskopperne ikke havde besat de ledige Pladse, uden med
Brødrenes Raad. Ligesaa havde de indhentet disses Raad og Samtykke
ved Bekræftelse af Bispe-, Abbed- og Abbedissevalg eller ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
