Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 3. Dr. Ludvig Daae: En Krønike om Erkebiskopperne i Nidaros - XXVI. Olaf III. (1523—1537)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
I 1531 skulde holdes en Herredag i Danmark for begge Riger,
og Erkebispen var naturligvis indkaldt. Han fulgte imidlertid den
samme Politik som i 1529 og blev borte. Til Paaskud kunde han nu
vælge en sørgelig Begivenhed, der just var indtruffen, nemlig en
Ildebrand, der i Mai havde raset i Throndhjem og haardt medtaget selve
Domkirken, som nu for tredie Gang hjemsøgtes og herefter lige til
vore Dage for den største Del kom til at bestaa af Ruiner.
Vi ile henover de mærkelige Begivenheder som nu paafulgte.
Gustav Trolle kom til Throndhjem om Høsten 1531, og for ham
fornyede Olaf sin Troskabsed til Christiern II. Kort efter kom denne
selv til Oslo, nu tilsyneladende som ivrig Katholik. Prælaterne toge
alle hans Parti, og Olaf aflagde endog ved Juletid et kort Besøg hos
ham i Oslo og var saare ivrig for at understøtte ham med Penge. Ved
Hjemkomsten besatte han strax Vincents’s og Nils Lykkes nordenfjeldske
Len og beslaglagde atter Fru Ingers Eiendom.
Christierns Rolle var imidlertid snart udspillet, og han maatte,
som bekjendt, den 8de Juli 1532 forlade Norge for at gaa sit
Fangenskab imøde. Men endnu, medens han laa stille for Modvind i
Oslofjorden, fik han en sidste Hilsen fra Erkebispen, der (efter Reimar
Kocks Vidnesbyrd) sendte ham 7000 Lod Sølv, hvilken Sum nu
formodentlig faldt i hans Fienders Hænder.
Allerede forinden havde Olaf imidlertid selv været hjemsøgt af
sine Fiender. Den bekjendte Otto Stigssøn havde ført en liden Flaade
fra Bergen til Throndhjem, hvorfra Erkebispen var flygtet til
Stenviksholm. Her blev han vel ikke angreben, men Byen desto haardere
medhandlet. Erkebispegaarden selv blev brændt, ligesaa to af Olafs
Sædegaarde, og Plyndring foregik i stor Maalestok. Capitlet blev
brandskattet, og efter hvad der (dog neppe med fuld Paalidelighed)
fortælles, skulle ogsaa en stor Del Bøger og Papirer være blevne brændte
paa Domkirkegaarden. Senere ud paa Aaret maatte Olaf gaa ind paa
et haardt Forlig med de kongelige Commissarier og love uhyre store
Bøder, hvilke dog de følgende Hændelser befriede ham fra at betale.
Det er ogsaa oplyst, at Frederik I’s Svigersøn, Hertug Albrecht af
Preussen, stærkt havde tilraadet Kongen at afsætte Olaf og gjøre en af
sine egne Sønner til Erkebiskop eller „Superintendent“ i Throndhjem.[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
