Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jason med det gyldne Skind - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
116
I’. C. S. Topsøe.
Mere hyppig end noget Andet randt ham i Hu
den Samtale, han havde ført med Felix, og han søgte
med uhyre Energi at finde Punkter, der kunde gjøre
hans Forhold til Ida til et exceptionelt, for hvilket
der maatte gjælde særlige Love.
Han manede frem til sin Hjælp al den
Gyldighed, som kunde tillægges en Barndomskjærlighed, en
Ungdomskjærlighed, en eneste Kjærlighed, men
Tvivlens Aande pustede over det Altsammen.
Hans Arbejder blev forsømte, han stod i Begreb
med at forberede en større Forretning for et engelsk
Hus, og han, som havde naaet en Del af sin mere
materielle Lykke ved en fuldkommen Punktlighed,
blev efterladende og forsømmelig og modtog den ene
Paamindelse efter den anden. Sad han indelukket
paa sit Værelse, gik hans Tanke ufravigelig tilbage
til dette Æmne, fra hvad han saa havde liggende
for sig.
Han led med al sin Lykke legemlig over dette
og saae bleg og mager ud.
En Dag mødte han den usynlige Felix paa
Gaden. Han plejede ellers systematisk at undvige ham
i den senere Tid, nu kjendte han ham langt fra, gik
hurtig hen til ham og saae paa ham, stivt,
undersøgende.
»Hvor De ser medtagen ud,« sagde han og
gjentog det flere Gange; saa brast han paa een
Gang i en Latter, der lød helt meningsløs for Hasting
og sagde saa: »De er en lykkelig Mand, ikke sandt, er
De ikke lykkelig? eller Du, mente jeg,« og lo saa atter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
