Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jason med det gyldne Skind - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jason.
12"]
intet stort Hensyn umiddelbart krænket, Formen stod
endnu ubrudt, den var udhulet til en saadan
Gjennemsigtighed, at den ikke tilslørede Lykken, men
stod dog endnu og gav Husly for det Sofisteri, som
kan trives selv i de lidenskabeligst« Øjeblikkes Skygge,
og som i disse Øjeblikke bidrog til at forhøje Mødets
Lykke ved at holde enhver Skygge af Bebrejdelse
fjernt.
Men liden nærmede sig nu, da Bernhard kunde
ventes ud fra Staden. »jeg maa nu op og klæde
mig om,« sagde Ida og forlod ham, idet hun gav
ham Haanden, skjønt Adskillelsen skulde være kort,
og lod Haanden længe ligge i hans.
Hasting blev dernede; han satte sig paa en
Bænk i den smukke Gang og saae ud over Søen,
hvorpaa Solen nu faldt, saa Vandet tindrede og
glimrede med blændende Glans i gylden Frvd, favnet
af de rige, grønne Skove.
Bernhard kom snart efter. Han var i godt
Humør , ialfald meget livlig og talende, hvad der var
saare velkomment for de to Andre, der Begge vare
tavse, men deres Øjne fandt uafladelig hinanden i
henrykt Beskuen.
Maaske under Paavirkning af denne Tavshed
begyndte Bernhard ogsaa at kjede sig. Han gik frem
og tilbage i Stuerne, søgte efter i sine Aviser, om
der ikke var Noget hist og her, som han kunde faa
Lyst til at læse, begyndte at klimpre paa Klaveret,
opgav det atter strax og foreslog saa, at man skulde
kjøre en længere Tur. Han vilde saa kjøre Hasting,
V. C. S. Topsøe: Samlede Fortællinger. II. j j
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
