Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jason med det gyldne Skind - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jason.
ligegyldige Bemærkninger. Men de sad ved Siden
af hinanden. Af og til fik han Lejlighed til at
hjælpe hende med at rette hendes Overtøj, og hyppig
kunde han føie hendes Slør blæse henover sit Ansigt;
begjærlig indsugede han Duften deraf og søgte i
Smug at nærme sin Mund til hendes Haar.
Hun syntes at bemærke det, og engang førte
hun ved en Bøjning med Hovedet sin Kind saa tæt
forbi hans, at han mærkede paa den pludselige Kulde
i Sit Ansigt, at han blev ganske bleg.
Vejen gaar over store, aabne Plæner, randede
med prægtige Træer, men snor sig saa ind i den
tætte og mørke Del af Skoven, hvor Vildtet finder
gode Skjulesteder, og hvor den moseagtige Jordbund
bærer et vidtstrakt Ellekrat. Herinde var det meget
mørkt, næsten Nat, ude paa Plænen var det kun Aften.
»Veed De, hvad det er for en dejlig tillokkende
Vej derinde, det er Mathilde-Vejen,« sagde pludselig
Ida og viste ind mellem Træerne paa den underlige
Ruin af en Vej, som strækker sig i Brudstykker
milevidt, og som man her var i Nærheden af.
Fra denne Ytring om dette tilgroede,
aarhundred-gamle Spor om lønlig, lykkelig Elskov udgik der en
Luftning, som blæste bort den Spindelværksskillevæg,
som stod dem imellem.
Næsten i samme Nu slyngede Hasting sin Arm
om Ida og drog hende tæt til sig. Deres Ansigter
skinnede mod hinanden i tavs Henrykkelse; Mørket
blev gjennemsigtigt for dem.
Saaledes sad de en Stund tavse.
11*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
