Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nutidsbilleder - XXII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
3if>
V. C. S. Topsøe.
Naar hun var ude hos ham, var Feberen stundom
saa stærk, at den hvirvlede sine mørke Skyer helt
over ham og hyllede hans Tanker i Mørke; stundom
lod den ham være nogenlunde ved sig selv, saa talte
hun til ham, søgte i kjærlige og taknemlige Ord at
trøste ham, og da vendte han sig ikke fra dem; han
svarede vel ikke, men de syntes at kvæge og oplive
ham langt mere end forhen. Stundom forstod han
Intet, og der var ikke Andet at gjøre end at sidde
stille med hans Haand i sin Haand og langsomt
klappe den og stryge over hans Pande og tænke, at
endnu var Haanden dog varm, og bede til Gud, at
han maatte komme sig, sidde saaledes, medens Alt
var saa stille, og man kun hørte en enkelt Klage nu
og da og et gammelt Ur dikke ude paa Gangen,
fortællende om den Tid, der gik og aldrig vendte
tilbage.
Men medens Uret talte herom til dem, der laa
derinde, tænkte hun paa, hvorledes Tiden for Andre
gled rolig og uforstyrret hen. Derude gik Livet
larmende og ligegyldigt. Alting var som ellers, Himlen
og Husene og Menneskene; herinde sad en fattig
Kone ved sin Mands Sygeleje, maaske Dødsleje; en
Kone, der paa en Gang havde faaet en Angst og
Sorg at bære paa, som Alt det derude slet ikke
tænkte sig var til. Hun mindedes Digte, han havde
skrevet til hende, og som havde været hendes
Stolthed. Hun mindedes et, særlig et, hvori han havde
sagt, at, naar han var død, og hun levede, saa vilde
han dog komme og banke paa hendes Dør, og hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
