Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nutidsbilleder - XXII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nutids billeder.
317
vilde følge ham ud til hans Grav. For hende var
denne Tanke ny, og det Digt, hvori han havde
varieret den, noget af det Dybeste og Dejligste, hun
havde kjendt.
Men al den skjønne Trøst, det før havde syntes
at indeholde, var forsvunden, da den sande, virkelige
Jammer var der, den, som nok saa skjønne Digte
ikke kunde magte.
Ikke skilles, slet ikke skilles, det var nu det
Eneste, det kom an paa. Følges ad, blot følges ad,
ud i det store Mørke, han og hun og de smaa Drenge;
Ingen gaa alene, men Alle holdende hinanden i
Haanden, thi hvad var der saa at frygte? Alle lægges ned,
tæt, ganske tæt ved hinandens Side. Saa kunde Solen
skinne paa Græsset i deres Dække om Sommeren og
om Vinteren skjule det tykt med Sne; de vilde ikke
knuges og tynges deraf, men ligge rolig og vente til
den Stund, Gravene aabnedes, ligge rolig og vente,
hinanden nær, ganske nær.
Og i hendes Natur, som havde beholdt noget
Udannet, Hensynsløst i sine Følelser, rørte sig for
Alvor det Spørgsmaal, om det vilde være Synd at tage
Livet af sig og Børnene for saaledes at følges ad.
Havde hun været alene, saa vilde hun have gjort det,
men Børnene, nej, umuligt. Kunde hun gjøre det ved
en Bøn, et Ønske til Gud, maaske; men . . . nej,
aldrig, forfærdeligt. Og saa slog det om til det
Modsatte, hun syntes, at hun havde en Uendelighed af
Kraft og Styrke at give hen for at holde Børnene
oppe, holde Sorg og Nød borte fra dem, den Ældste,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
