Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Slagne Folk - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Slagne Folle.
463
da de saae deres gamle Bekjendt, hvem de havde
betragtet som Ligemand i mange Aar, stedet til Hvile
i aabent Kapel bag snirklede Jerngitterporte ved Lys
af mange Lamper og Kjerter. De fik Indtryk af
noget saa Højfornemt, at det intet Under vilde være,
om der fra deres Mund udspredte sig et Sagn om
en Mand, den Sidste af en gammel tysk rigsfyrstelig
Æt, som var død i Fattigdom, men hvis høje Slægt
dog havde skaffet ham en Begravelse, der var hans
Byrd værdig.
Jordfæstelsen var endt, Gitterporten til Kapellet
faldt til, Lysene dernede slukkedes, Glemselens Slør
omhyllede atter de Mange og bredte sig vel ogsaa
over den dunkle Krog, hvor de To hvilede med den,
der havde erindret dem saa trofast, men som selv
Ingen havde efterladt.
Det lille Følge gik op ad den brede Stentrappe
og ud paa den grønne Plads og erindredes atter om
Solen og Foraaret deroppe.
Holm fulgtes derfra med Lægen. Da de kom
hen i Brogade, mødte dem, kommende fra
Knippelsbro , de Vogne, der førte Grossererens Selskab ind
fra Landstedet. Man var endnu i den løftede
Stemning, som Champagne, den friske Luft og den raske
Kjørsel ad den smukke Vej havde fremkaldt;
Stemmerne lød højt, de Forbigaaende saae efter dem.
»Lad os gaa denne Vej,« sagde Holm urolig og
trak Lægen med sig til den anden Side, for ikke at
komme tæt forbi Vognene.
Eva vilde have hilst ned til dem, men saae
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
