Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
10
ældste danske og svenske Sprogmindesmerker ere affattede i derfra
bestemt afvigende Dialecter. Men Gude- og Heltekvadenes Sprog
— meente man — maatte engang ogsaa have været Danmarks og
Sveriges; det var det gamle, det oprindelige, som derfor med Rette
benævntes „oldnordisk1’, og som kun bevarede noget længere sin
oprindelige Reenhed paa Island og i Norge, fordi disse Lande laa mere
afsides og ikke vare saa udsatte for fremmed Paavirkning som
Danmark og Sverige. Enhver Paavirkning udenfra skulde nemlig gjelde
som nødvendigviis forstyrrende, enhver Forandring som en
Forvanskning.
Man seer let, at denne Betragtningsmaade kun i en meget
indskrænket Forstand tilsteder en Vindicering af Edda- og
Sagaliteraturen for den norske Folkestamme, og at man fra det Standpunct, som
er givet med den, let kan komme til at incorporere eller opløse hele
Norges ældre Historie til Fordeel for et nordisk Fælledsskab. Endeel
af Literaturen ansaaes for at tilhøre en Tid, der laa forud, ikke blot
for Islands Opdagelse, men for Tilværelsen af en særskilt norsk
Nationalitet. Og forsaavidt dens Frembringelser efter sit Indhold
bestemt knytte sig til Island eller til Norge, gjaldt det ialfald som klart,
at de havde et ringere Yerd, en underordnet Betydning. I
Overeensstemmelse med den falske Forudsætning, at det meest Oprindelige
tillige maa være det meest Charakteristiske og det Bedste, gik man
dernæst ud fra, at hvad man fandt beundringsverdigt eller
ejendomeligt i den norrøne Sagaliteratur og det af Sagaerne skildrede Liv,
det maatte nødvendigviis ogsaa — og i endnu langt højere Grad —
have tilhørt de Tider, der gik forud for den historiske Sagatid. I
Literaturen og i Livet saa man et Verk af den „nordiske Folkeaand",
der fungerede som et Slags mythisk Væsen eller en scholastisk
Entitet, til hvilken alt det Merkverdige og Særegne, alt det, som kunde
behøve en Forklaring, førtes tilbage som til sin sidste Grund; men
denne nordiske Folkeaand tænkte man sig ikke som noget historisk
Tilblevet, men som noget Oprindeligt, der endog maatte have udfoldet
sig kraftigere og renere i en forhistorisk Periode, inden den
nordger-maniske Stamme havde deelt sig i flere særskilte Grene. Sagatiden
skulde kun være et Slags Eftersommer, en Afglands af denne fordums
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
