Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
99
vare saavidt opøvede, at de formaaede at tilegne sig,
idetmindste deelviis, den da i Mellemeuropa herskende Cultur.
Det bedste Beviis herfor er den vidunderlige Hurtighed,
hvormed de skandinaviske Nybyggere i Nordmandiet tilegnede sig
fransk Aand og Nationalitet; vi see dem ikke blot i de
nærmeste Generationer efter Nedsættelsen blive Franskmænd i
Hensyn paa Sprog og ydre Væsen, men vi see dem blive
denne deres nye Nationalitets ypperste Repræsentanter, og
det paa alle Felter. De hedenske Vikingers Sønner og
Sønnesønner vare allerede Christendomens ivrigste Tilhængere og
virksomste Forkjæmpere; Ingen var mere gavmild end dem
mod geistlige Stiftelser, Ingen byggede forholdsviis flere eller
prægtigere Kirker. Det nydannede franske Sprog (langue
d’oil) fandt i dem sine flittigste Bearbejdere og naaede
fornemmelig gjennem dem den Elegants og Slebenhed, hvorved
det blev Europas herskende Sprog; de hentede frem de
frugtbare Spirer i den keltiske Races Poesi og Samfundsliv og
bragte dem gjennem Romantiken og Riddervæsenet til almeen
Gyldighed og verdenshistorisk Betydning; de bleve
toneangivende og ledende, ikke mindre i Kunst og Literatur end i
Krig og Politik.1 Den virksomme Rolle, der saaledes kunde
tilfalde de skandinaviske Vikingers Efterkommere inden den
fremmede Cultur og Nationalitet, i hvilken de vare blevne
optagne, og det saaatsige fra første Ferd af, vidner
tilstrekkelig om, at, hvorvel Nordgermanerne vistnok i Cultur
stode tilbage for de videst fremadskredne af de Folkeslag,
med hvilke Vikingtogene bragte dem i Forbindelse, saa var
dog Forskjellen langtfra saa stor som den, der havde bestaaet
1 «L’Évangile conquit les Scandinaves (d. e. Nordmandiets skandinaviske
Nybyggere), et, ä peine Chrétiens, iis s’élancérent, de toute leur énergie,
ä la tete de la chrétienté, de la jeune France et de la civilisation
renais-sante: iis prirent partout l’initiative; iis renoncérent å leur langue
comme å leurs dieux pour s’emparer de la langue romane et en faire
rinstrument d une. poésie nouvelle; arts, lettres, monuments, iis avaient
tout détruit, iis contribuérent puissamment å tout recréer». Henri
Martin, Hist. de France, 4e. éd., II. 502 f. Jvfr. Sismondi, Hist. de Fr.,
III. 334—35. Freeman, Norman Conquest, I. 168 ff. Gisle
Bryn-julfsen, Ann. f. Nord. Oldk. 1851., S. 89 ff. o. s. v.
7*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
