Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
161
kratisk Charakteer, hvor de højbyrdige Ætter, trods alle
Udflytninger, vedbleve at være saa talrige, saa nøje forbundne
og saa indflydelsesrige, være absolut nødvendigt for dets
Opholdelse, at det knyttede disse Ætter til sig og sikkrede sig
deres Lydighed ved at drage dem ind i sin Interesse. Om
Harald Haar f agre er det fortalt,1 at han, «naar han havde
underlagt sig et Fylke, lagde nøje Merke til Herserne, de
mægtige Bønder og alle dem, af hvem han kunde vente sig
nogen Modstand, og gav enhver af dem Valget mellem at
blive hans Tjenestemand eller fare bort af Landet, eller
ogsaa lide haard Medfart,^ ja endog lade Livet». I disse Ord
er den for Kongerne naturlige og nødvendige Politik antydet.
De kunde ikke gaa de til det tidligere souveraine Aristokrati
hørende Ætter forbi; de maatte søge at støtte sin egen
Magt til deres. Herserne gik saaledes over til at blive
Len-dermænd, forsaavidt de ikke unddroge sig den nye Tingenes
Orden ved at fly Landet; de bleve Kongedømet tjenstbundne;
deres Indtægter forøgedes paa deres Uafhængigheds
Bekostning. Men denne gik dog ingenlunde ganske tabt; dertil var
det altformeget et gjensidigt Behov, der førte Kongedømet og
de aristokratiske Ætter sammen. Idet Hersen blev
Lender-mand, blev han Kongens Tjenestemand; men han vedblev
tillige at være uafhængig Høvding. Hans nye Verdighed
med-deeltes ham af Kongen; alligevel var den paa en Maade
arvelig. Engang meddeelt kunde Lendermandsverdigheden ikke
fratages sin Indehaver. Og hans ældste Søn ansaaes for at
have et Krav paa den efter ham,2 — et Krav, som Kongerne
visselig yderlig sjelden have sat sig udover, ja, som det ikke
kunde ligge i deres Interesse at sætte sig udover.
Lender-mandsættens Magt beroede nemlig væsentlig paa dens
nedarvede Anseelse, derimod ikke paa det af Kongen givne
Ver-dighedsnavn og den dermed følgende Forlening. Kongen
kunde ikke overføre denne Magt til en anden Æt ved at
meddele den Lendermandsverdighed; uden Fødselens Het vilde
1 Egils Saga, Cap. 4.
2 Keyser, Retsforf., S.,112—13.
11
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
