Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
14
Sans og Iver for at ophjælpe dets Velstand;1 paa den anden
Side fandt han heller intet nyt Formaal for den Higen efter
krigerske Bedrifter, der havde ført ham ud paa hans Tog til
det hellige Land; saaledes hensank han mere og mere i et
mørkt Tungsind, der stundom gik over til ligefremt Vanvid, og
naar disse mørke Øjeblikke kom over ham, var han voldsom og
umedgjørlig og foretog sig da ofte Handlinger, der maatte
vække Uvilje eller Forargelse. Et saameget merkeligere
Vidnesbyrd er det om den loyale Stemning, der nu var bleven
herskende, at han desuagtet synes at have bevaret Folkets Agtelse
og Hengivenhed til det Sidste, og at der ikke tales om noget
Udbrud af Misnøje mod ham fra den Tid, i hvilken han som
Enekonge styrede Landet.
Det fortælles i Sagaerne om Sigurd Jorsalfarer og hans
Brødre, at de, under Udrustningerne til det store Korstog,
«maatte i mangt og meget søge at gjøre sig Landsfolket
forbundet, inden de kunde opnaa at samle et saa udsøgt Mandskab
til dette Tog, som de ønskede, og at de da afskaffede mange
Tyngsler, Paalæg og trykkende Byrder, som Konger og Jarler
havde lagt paa Folket, og forvandlede saaledes Trældom til
Frihed, hvilket vandt dem megen Vennesælhed hos hele
Almuen».2 Denne Efterretning stadfæstes ved Frostathingsloven,
hvis sidste Afsnit indeholder endel Retterbøder, som Kongerne
Sigurd, Eystein og Olaf havde givet, og hvorved der tilstodes
Thingforeningens Bønder Fritagelse for visse Paalæg, eller
hvorved Kronen opgav visse Rettigheder, som den hidtil havde
gjort Krav paa. Man ser, at de her nævnte Paalæg ere ganske
de samme, der i Sagaerne omtales som indførte i Sven
Alfiva-søns Tid, nemlig at Ingen skulde forlade Landet uden med
Kongens Tilladelse, at Skibe, som sejlede fra Landet, skulde
yde en vis Afgift (Landøre), at Kongen skulde have alt jordfundet
Gods og al Arv, der tilfaldt utlæg Mand i hans Udlegd, at
Bønderne skulde være forpligtede til at yde Kongen visse
saakaldte Julegaver og til at opføre alle de Bygninger, han vilde
1 Det tillægges ham vel i en Saga (Aagrip, Cap. 49, Fornmanna Sögur, X. 418)
denne Kvidling:
„Bønder mig tykkes det bedste,
Bygget Land og Fred stande".
Men Modsætningen mellem Eystein paa den ene Side og Sigurd og de
denne omgivende „Guldhalse" paa den anden er dog altfor tydelig til at
kunne miskjendes.
2 Morkinsh., S. 156. Aagrip, Cap. 45. Snorre, Sag. Sig. Eyst. Ol., Cap. 19.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
