Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
13
medens han tyktes Bønderne haard, og som plejede at sige:
«Til frægdar skal konung hafa, en ekki til langlifis».1 Eystein
Magnussøn slægtede mest paa Haakon Adalsteinsfostre og Olaf
Kyrre; hans Bedrifter vare af en fredelig Art; han lod bygge
Kirker og Klostre og sørgede for Byernes Forskjønnelse; han
var lovkyndig og veltalende, hjalp alle dem til Rette, der
forebragte ham sine Kjæremaal, viste stor Iver for Lovenes
Overholdelse og Forbedring og blev derved Folkets Yndling. Hos
Sigurd Jorsalfarer derimod, der levede længst af Brødrene og
i en Række af Aar styrede Landet som Enekonge, synes der at
have været mest af Harald Haardraades og Magnus Barfods
Natur: den urolige Vikingaand, Tørsten efter Berømmelse og
krigerske Eventyr i fremmede Lande. Men for hver Gang denne
Aand træder frem paanyt, synes det at være i en formindsket
Maalestok og under mindre gunstige Omstændigheder, der ikke
tillade den at udfolde sig saa frit eller sterkt. De samme
Egenskaber, der til een Tid skabe en Helt, naar under andre
Forhold kun op til at frembringe en vandrende Ridder. Harald
Haardraade havde ligesom Sigurd, og langt mere end ham,
tumlet sig paa Tog i Sydens Lande; men da han kom hjem,
fandt han ogsaa her et Virksomhedsfelt for sig, der stemte med
hans Natur, og paa hvilket hans Evner kunde udfolde sig, saa
at han ikke sank sammen eller blev mørk og utilfreds. Han
havde ferdets i den byzantinske Kejsers Paladser og seet al
den Pragt og Herlighed, som Syden frembød, og hørte siden
gjerne sin «utferdarsaga» foredrages;2 men han laa ikke under
for disse Indtryk; han var sterk nok til at finde sig fuldkommen
tilrette i de mere tarvelige hjemlige Forholde, trods alt hvad
han i sin Ungdom havde seet og oplevet, og det fortælles
udtrykkelig om ham, at han, efterat være bleven Norges Konge,
overholdt nøje de gamle nationale Skikke og Sedvaner.3 Sigurd
derimod rugede over Minderne fra sit Tog til Syden, saa det
blev til en Sygdom; det synes næsten, som at hans Liv var
afsluttet med dette Tog, og at han, ved at tænke paa al den
Hæder, som var bleven vist ham i det hellige Land og hos
den byzantinske Kejser, glemte sine Omgivelser og blev
fremmed for dem. Han var ikke lovkyndig som Broderen Eystein,
havde heilet- ikke dennes Evne til at omgaaes Folket eller hans
1 ,,En Konge er til for at vinde Berømmelse, og ikke for at leve længe".
2 Morlcinsh., S. 72.
3 Munch, N. F. S., IL S. 372 og 1046—74.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
