Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
57
lige Høvdinger, til hvem de vare og forbleve paa det nøjeste
knyttede gjennem fælles Traditioner og fælles Interesser, med sine
Prester, for hvem det geistlige Kald kun var en Biting, medens de
iøvrigt vare virksomme som Lovkyndige, som Ledere af den
verdslige Styrelse eller som Kjøbmænd og Landmænd, eller som
indtoge et Tjenestetyendes ydmyge Plads hos Stormændene, af
hvem de brugtes i det daglige Livs allerlaveste Sysler, —
skulde denne Kristendom, der, efter Maaden, hvorpaa den blev
udført, var og længe maatte vedblive at være hos de allerfleste
et kun udvortes overdækket Hedenskab, virkelig have formaaet
og det næsten umiddelbart efter dens Indførelse, at tilvejebringe
en gjennemgribende Forandring til det Bedre i Folkets Seder
og Tænkemaade: — da maa det samme have gjeldt, og det
endda i højere Grad, om Kirken og Kristendomen i Norge.
Men en nærmere og mere omfattende Betragtning af
Islands Historie godtgjør tilstrækkeligt, at naar der, efterat
Kristendomen var bleven anerkjendt som Statsreligion paa Island,
indtraadte en længere Periode af indre Fred, saa har man ikke
Ret til deri først og fremst at se en Virkning af den nye
Religions forædlende og formildende Indflydelse paa Sederne. Efter
denne Fredstid følger nemlig en Periode, livis Karakter er
en saa helt forskjellig, at det er «som at komme fra Lugn
og Solskin ud i den voldsomste Uvejrsbyge».1 Allerede et Par
Aar efter Biskop Gissurs Død kom det til voldsomme Optrin
paa Althinget mellem et Par af Islands mægtigste Høvdinger,
og efter Midten af det 12te Aarhundrede, da Hvatmn-Sturla
havde begyndt sin politiske Bane, og endnu mere i hans
Sønners og Sønnesønners Tid — den saakaldte «Sturlungaöld»,
— søndersledes Landet mere og mere af de vildeste Partifejder
som omsider endte med, at det islandske Folk — udmattet og
oprevet og fortvivlende om sig selv — opgav sin
Selvstændighed og kastede sig i det norske Kongedømes Arme. I
Beretningerne om disse Fejder aabenbarer sig en Blodtørst, en
Haard-hed, et voldsomt Begjer efter Gods og Magt, som ikke giver
den hedenske Tidsalder noget efter, og desuden en Troløshed og
Falskhed, en Mangel paa Agtelse for den lovlige Retsorden, en
Opløsning af det huslige Liv og en Tøjlesløshed i Forholdet
mellem Mand og Kvinde, hvortil Sagaoldet forud for 1030 ikke
paa langt nær frembyder noget Sidestykke.
1 G. Vigfussons Fortale til Bisk. Sög., I. S VI.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
