Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
67
Hensyn paa Tid og Karakter saa nær tilsvarende Sidestykke
til den islandske »Sturlungaöld».
Naar Adam af Bremen berømmer Nordmændene, fordi de,
medens de før gjennemstrejfede hele Verden og hjemførte ved
Sørøvertog andre Landes Rigdome, nu, efterat have antaget
Kristendomen og faaet en bedre Undervisning, elske Freden
og Sandheden og nøjes med sin Fattigdom : da er det vel
sikkert, at han forsaavidt har Ret, som den gamle Skik, at
Høvdinger og mægtige Bønder hver Sommer droge i Viking for at
«afla sér fjår», paa hans Tid var saa godt som aflagt; men desto
mere tvivlsomt er det, om denne Forbedring havde sin Grund
deri, at de havde lært at «elske Freden». Det fortælles om flere
norske Stormænd under Harald Haardraades Styrelse, at de droge
i Viking paa gammel Vis, saaledes om Finn Arnessøn, hans
Broder Kalf, Guthorm paa Ringenæs, Haakon Ivarssøn; ja blandt
Nordmændene paa Orknø fandt det hedenske Vikingeliv endnu
ved Midten af det 12te Aarhundrede en ægte Repræsentant i
Svein Asleifssøn, som hvert Aar plejede at foretage to
Hær-ferder til Irlands, Skotlands eller Englands Kyster, den ene,
naar Kornet var saaet, den anden, naar Agrene var skaarne og
Kornet bragt i Hus, og som paa denne Maade vandt baade
Gods og Berømmelse, saa at det heder om ham, at han var
den ypperste og veldigste Mand, der nogensinde enten i ældre
eller nyere Tider havde fremstaaet i Vesterlandene og ikke bar
fyrsteligt Navn. Men han er ogsaa den sidste virkelige Viking,
der har efterladt sig et Navn i Sagaen.1 Allerede i Harald
Haardraades Tid synes det at have hørt til de sjeldnere
Undtagelser, at norske Bønder eller Stormænd gave sig af med at
foretage paa egen Haand Herjetog i fremmede Lande, og det
skete da vel mest i den Form, at de mod en vis Betaling eller
en vis Andel i det forventede Bytte stillede sig og sit
Mandskab til en fremmed, irsk eller skotsk eller walisisk, Fyrstes
Tjeneste.2 Det heder, at Harald Haardraade engang skal have
sagt til Haakon Ivarssøn, da han hørte, at denne tænkte paa
at fare i Viking den næste Vaar: «Dette er en Beslutning,
hvorved man paatager sig et stort Ansvar; sligt kunde passe for
hedenske Mænd, der ikke kjendte noget til Gud; men det er
at spilde sin Kristendom at herje hos kristne Folk»,3 — en op-
1 Se Munch, N. F. H., II. S. 948-49.
2 Munch, N. F. H., II. S. 431-32.
3 Morkinskinna, S. 83.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
