Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
68
hyggelig Tale, der vistnok ikke passer synderlig vel i Haralds
Mund, hvis egne Herjetog til Danmark ikke synes at have været
synderlig forskjellige fra de hedenske Vikingferder, men som
alligevel tør antages at udtrykke en allerede dengang raadende
Opfatning. Kristendomen var nu engang bleven Nordmændenes
Statsreligion; de lød selv under den kristne «Lov»; det maatte
da, hvad enten de vare paavirkede af den nye Religions mildere
Aand eller ikke, fremstille sig for dem som noget, der ikke var
rigtigt i sin Orden, at herje i andre kristne Lande uden noget
andet Paaskud end det, at man vilde vinde Bytte, og de bleve
altsaa, i Hensyn paa slige rent private Krigsforetagender,
efterhaanden indskrænkede til de enkelte Folk, der vedbleve at
være hedenske, saasom Bjarmerne og de vendiske og estiske
Stammer ved Østersøen, hvoraf igjen fulgte, at baade Udsigterne
til Erhverv ved Vikinghaandverket bleve færre og Farerne
større.
For de norske Hølds- og Lendermandsætter, der havde
været vante til at leve paa Stormandsvis om Vinteren af hvad
de havde røvet om Sommeren, og som havde omgivet sig med
langt flere Folk, end de kunde underholde af sine Gaarde,
maatte det være et stort Afsavn at skulle give Slip paa denne
Erhvervsgren, hvorved de kunde vinde Berømmelse foruden
Gods og Penge og tilfredsstille den dem i Kjødet baarne Trang til
krigersk Daad. Et Vederlag herfor bødes dem imidlertid ved
de store fælles Krigsforetagender, hvortil de norske Konger
gjennem længere Tid jævnlig opbød dem, navnlig Magnus den
Godes og Harald Haardraades Tog til Danmark og Magnus
Barfods i Vesterleden. Det heder ogsaa, at Lendermændene,
trods deres ofte uvenlige Stemning ligeoverfor Harald
Haard-raade, noksaa gjerne fulgte ham paa disse Tog, fordi de kunde
gjøre Regning paa et godt Bytte. Men da ogsaa denne Art af
krigersk Virksomhed efterhaanden ophørte, — tildels ialtfald
paa Grund af de forandrede politiske Forhold, — maatte det
vel blive trangt baade i en og anden Forstand for de norske
Stormænd,, og det maatte synes dem et kjedsommeligt Liv at
sidde saadan Aar efter Aar hjemme paa sine Gaarde, uden at
kunne foretage sig noget, der passede for deres Stand, og
hvorved de bleve satte istand til at vedligeholde Ætternes
Berømmelse og Velmagt.1 Deres Traditioner vare krigerske; Minderne
1 Det heder (Morkinsk., S. 83), at Haakon Ivarssøn skal have svaret Harald
Haardraade, da denne forestillede ham det ukristelige i at fare i Viking:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
