Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
114
som Statens eller Kongens Repræsentanter gaar ofte over til
et Slags Overejendomsret til al Jord i de Distrikter, der ere
blevne dem overdragne, eller de benytte sig af den til at tvinge
de smaa Jordejere til at afstaa dem sine Besiddelser, saa at
den gamle Bondefrihed gaar til Grunde samtidig med
Selvstyrelsen i Folkets engere Kredse. Men al denne Undertrykkelse
og al denne Opløsning fører dog til, at en ny højere Organisme
danner sig af de mange smaa, der fra først af kun
sammenholdtes ved et ydre Baand. Det offentlige Liv i disse engere
Kredse maatte uundgaaeligt dø mere og mere af, efterat de
vare blevne forbundne paa en varig Maade til store politiske
Helheder; det gjaldt da, for at et nyt offentligt Liv kunde spire
i det gamles Sted, at der skabtes en nogenlunde sterk og talrig
Repræsentation for Enhedsstaten, og at alt, hvad der fandtes
inden Folket af Rigdom, Indflydelse, høj Byrd, blev knyttet saa
fast som muligt til denne. Dette Krav opfyldtes ved
Udviklingen af en Feudal- eller Tjenstadel, hvis Magt var et Udtryk
for Staten, og hvis esprit de corps kunde bøde paa Følgerne
af den almindelige indre Opløsning. Den og Geistligheden
udgjorde det egentlige Statssamfund; de to vare de herskende
Stænder; men den fælles Modsætning til disse og det fælles
Tryk sammenknyttede efterhaanden ogsaa de lavere
Samfundsklasser til en Stand, og Standsaanden afløste saaledes
Stamme-aanden og banede Vej for de nyere Tiders Nationalaand.
En Bevægelse henimod et saadant Maal var det altsaa, som
de paa Rigsmødet i Bergen vedtagne Bestemmelser syntes at
skulle indlede, idet de ophævede Kongedømets strengt arvelige
Karakter og stillede det i et afhængigt Forhold til de
geistlige og verdslige Stormænd, saa at Aristokratiet kunde komme
til at indtage en med den nyere europæiske Tjenstadel mere
overensstemmende Stilling som et Slags Repræsentation for det
samlede Rige. Hvorvidt disse Bestemmelser virkelig skulde
træde i Kraft og drage sine Konsekventser for den statsretlige
Ordning, syntes igjen udelukkende at afhænge af, at det
lykkedes Erling Skakkes Æt at hævde sig i Besiddelsen af den
Throne, som den skyldte Geistlighedens og
Lendermandsaristo-kratiets forenede Tilslutning. Og Udsigterne hertil tegnede sig
i lang Tid paa det bedste.
Den danske Konge Valdemar vilde ikke slaa sig tiltaals
med, at Erling havde unddraget sig sine Forpligtelser, da han
følte sig fast i Sadlen; han besluttede at tiltvinge sig med Magt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
