Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
116
delig Tilfredshed. Det er rimeligt, at Sagen ogsaa virkelig
har forholdt sig saaledes; Vikverjerne vare Erlings troeste
Tilhængere, og at stille dem tilfreds maatte derfor være ham i høj
Grad magtpaaliggende. At disse nu villig fandt sig i at stilles
under dansk Overhøjhed, hvilket de kort forud med saa stor
Iver havde protesteret mod, kan forklares deraf, at det Hele
vel har maattet fremstille sig for dem som en blot og bar
Formsag, da jo Erling fremdeles skulde beholde Styrelsen ogsaa
over denne Del af Landet, og saa ømtaalig var Nationalfølelsen
neppe paa hin Tid, at man følte sig stødt ved en fremmed
Overhøjhed, naar denne kun bestod i Navnet; maaske har Erling
heller ikke ladet Fredsbetingelserne forkynde i den Form, hvori
de virkelig vare blevne vedtagne, og vistnok tænkte han saalidt
ved dette Forlig som ved det tidligere, han havde afsluttet med
den danske Konge, at holde mere, end hvad der stemte med
hans egen Interesse. Hvad der kan ansees som hævet over
enhver Tvivl er, at hans og hans Søns Stilling ved dette
Tidspunkt ingenlunde var en saa faretruet, at han af den Grund
skulde have seet sig nødsaget til at søge fremmed Hjælp og
betale den med en hvilkensomhelst Pris. Den Oprørsflok, der
havde rejst sig i det søndenfjeldske Norge, og hvis Optræden
synes at have staaet i Forbindelse med Kong Valdemars andet
Tog (de saakaldte Hættesveiner), kunde ikke volde ham stor
Bekymring. Den havde opstillet som sin Konge en Søn af Kong
Eystein Magnussøns Datter Maria og Lendermanden Gudbrand
Skavhøggssøn, altsaa eu Thronprætendent, der ikke havde bedre
Arveret end Magnus Erlingsson selv, og Flokken blev aldrig
sterk nok til at vove noget afgjørende Foretagende, men holdt
sig fordetmeste til de afsidesliggende Skogbygder paa
Oplandene. Det lykkedes tilsidst Erling at faa fat paa den; han
slog den da saa eftertrykkeligt, at den opløste sig med det
samme, og dette synes endog at være skeet, inden han foretog
sin Rejse til Danmark for at slutte Forlig med Kong Valdemar.1
Siden hengik der flere Aar, i hvilke der herskede god Fred
indenlands, og ingen ny Thronprætendent prøvede paa at gjøre
Magnus Erlingsson Kongedømet stridigt. Dette Kongedøme, der
skyldte et Parti sin Tilblivelse, og som var «rejst med
underfundig Kløgt paa et Grundlag af Lovbrud og Blod», nød
øjensynligt til Trods herfor en stor og almindelig Popularitet. Alene
1 Munch, N. F. H., III. S. 43—44.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
