Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
123
Orden, hvormed baade Store og Smaa havde slaaet sig tiltaals.
«Nu er Folket befriet», sagde han i den samme Tale, «og til
Tak herfor vise I mig et Fiendskab, som der kun sjelden har
været Magen til. Nogle sige: Sverre er viis, Sverre er sejrsæl;
men saa svarer man: hvad er det at undres paa? Han har gjort
nok for det, da han har givet sig selv Djævelen i Yold. Nogle
sige endog, at jeg er den skindbarlige Djævel, kommen lige fra
Helvede og sluppen løs i min Skikkelse...... Saa siger
Barnet, naar det gaar ud og slaar med en Sten mod en anden:
her skulde Sverres Hoved være under. Saa siger hver usel
Tjenestekvinde, naar hun har et Banketræ i Haanden og slaar
det mod Hellen: her skulde Sverres Hoved være under». — Da
han rejste omkring i Norge, efterat have fattet sin Plan at
optræde som Thronprætendent, og gav sig til at granske
Stemningen, kom han til det Resultat, som den under hans egne
Øjne forfattede Saga aabenhjertig tilstaar, at Almuen overalt,
hvor han kom hen, var velvillig stemt ligeoverfor Magnus
Erlingsson.1 Han viste sig i hele sin Ferd og Tale saa fri for
al Bornerthed, saa overlegen over sin Samtid og sine
Omgivelser, at man umulig kan tro, at Hævdelsen af den gamle
barbariske Opfatning af Kongedømet som en Odel eller privat
Ættebesiddelse, — Gjenindførelsen af en Statsret, ifølge hvilken
alle en Konges Sønner, uden Hensyn til egte eller uegte Fødsel,
havde Krav paa Del i Riget, og som aabnede Adgang for en
hvilkensomhelst Eventyrer til at forsøge sin Lykke paa
Bekostning af Landets Fred og Velvære, — skulde have fremstillet
sig for ham som en i og for sig god og retferdig Sag, eller at
han skulde have været blind for, at hvad Landets Høvdinger
og bedste Mænd vare blevne enige om, da Magnus Erlingsson
ophøjedes paa Thronen og modtog den kirkelige Indvielse,
var, uden Hensyn til de mere partikulære eller personlige
Interesser, der havde gjort sig gjeldende ved denne Lejlighed, et
virkeligt Fremskridt, en ustridig Forbedring i Rigets Forfatning,
der syntes at skulle sikre dets indre Fred. Naar han
fremstiller sig selv som en Befrier, en Forsynets Udsending, naar
han idelig henskyder sig under Gud og den hellige Olaf, naar
han taler om sin Medynk med Folket og kalder sine Modstan-
1 „Haim ihugadi ef al^ySan væri nökkut tviskipt i sinu orölagi, fm’at engi
grunaöi liann, ok viröist lionum sva, sera alfjyöan muncli velviljuö Magnusi
konungi." Sv. S., Cap. 7. — Flatb., II. S. 538.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
