Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
130
var det naturligvis, at han intet Bevis havde for sin foregivne
kongelige Byrd; dog synes Tvivlene i saa Henseende snarere
at have været et Paaskud, end den virkelige Grund for
Stormændenes Had; disse samme Stormænd viste baade før og siden,
at de ikke lagde nogen overdreven Vegt paa Kongeblodet, idet
de uden Betænkning og paa det ivrigste bekjæmpede
Thron-prætendenter, hvis kongelige Byrd ingen drog i Tvivl, medens
de hyldede andre, om hvem det var dem selv fuldkommen vel
bekjendt, at de ikke vare, hvad de bleve udgivne for at være.
Magnus Erlingssøns personlige Egenskaber bidrog vistnok til at
gjøre ham populær; men naar vi se, hvor store Byrder denne
Hengivenhed formaaede at bære uden at trættes eller slides op,
faa vi dog et bestemt Indtryk af, at den var mere end Udtryk
for et blot personligt Forhold, — at den hentede Næring fra
mere almene, dybere liggende Interesser, og at disse Interesser
omfattedes ikke blot af Kirkefyrsterne, hvis Indflydelse paa
Folket neppe var stor, men ogsaa af de verdslige Stormænd.
Almuen havde hidtil forholdt sig saa temmelig passiv under
Thronfejderne; det var alene de aristokratiske Ætter, der havde
politisk Ærgjerrighed og politiske Interesser, og som af disse
lod sig bestemme til at tage Parti for den ene eller den anden
af de stridende Parter; om de menige Bønder syntes det
derimod at gjelde, hvad Sverre sagde i en af sine Taler: ,,[)eim er
sva gefit, sem skåldit kvad:
Ætla ek mér hina mæru
munnfagra Jörunni,
hvegi er fuudr meö frægjum
ferr Maguüsi ok Sverri».1
Dette Forhold var jo ogsaa det naturlige; naar derfor under
Fejderne mellem Sverre og Magnus Erlingsson ogsaa en stor
Del af den fredelige Bondealmue droges ind i Striden og viste
et virksomt og vedholdende Fiendskab mod Sverre, maa vi heri
først og fremst se et Vidnesbyrd om, hvor ivrigt og enigt
Høvdingætterne ved denne Lejlighed have udnyttet sin Indflydelse
paa det øvrige Folk og bearbejdet Opinionen til Fordel for den
af dem støttede Sag. Det er tydeligt, at de ialfald denne Gang
1 „De bryde sig kun om at frelse sit eget Skind og sige med Skalden: Jeg
tiltænker mig den skjønne, mundfagre Jorunn, hvordan saa Slaget mellem
Magnus og Sverre løber af". Sv. S., Cap. 42.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
