Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
153
svenske Jarl Byrge Brosa, i hvilke han tordner i den romerske
Kurialstils voldsomste Udtryk mod Sverre, — «dette Uhyre, der
kun skaaner dem, han ikke kan naa», — «som med tyrannisk
Grumhed og afskyelig Voldsomhed har bemægtiget sig Riget,
uden at have enten Høvdingernes Valg eller Blodets Ret for
sig». Han befalede Biskopperne at forkynde Interdikt over
enhver Del af Norge, som endnu vedblev at adlyde ham, og
opfordrede Nabofyrsterne til at understøtte hans Modstandere,
«saa at dette Djævelens Lem ikke længer skal kunne rase i
Norges Rige eller drive sin Forfølgelse mod Kirken videre.»
Ingen af de norske Biskopper turde, efter en slig Optræden fra
Pavedømets Side, vise Sverre nogen undersaatlig Lydighed;
endog de, der skyldte ham sin Ophøjelse og vare hans
personlige Venner, forlod ham og samledes med den landflygtige
Erkebiskop i Danmark. Den norske Kirke havde ikke længer
nogen Styrelse; Sverre selv og alle de, som fremdeles vovede
at følge ham, bleve paanyt exkommunicerede; hans Tilhængere
skulde negtes kirkelig Begravelse, og overalt i de Dele af Norge,
der holdt fast ved ham, skulde Kirkerne lukkes og intet
Sakrament forrettes undtagen Barnedaab og Døendes Skriftemaal.
Man ved, hvor stor Skræk der i hin Tidsalder plejede at
staa af disse kirkelige Straffedome, og hvorledes det kunde
lykkes Innocents ved slige Midler at bringe endog den bedst
befæstede Throne i Europa til at vakle. Saa meget mere
knusende syntes deres Virkning at maatte blive for Sverre, der
havde tilegnet sig Kongedømet i Spidsen for en ringeagtet
Even-tyrerflok, som fremdeles var Gjenstand for de fleste formaaende
Mænds Antipathi, og mod hvem det halve Land havde rejst sig
i aabent Oprør. Men hans Energi og Rigdom paa Udveje viste
sig ogsaa at være denne Situation voxen. Paa samme Tid, som
han var ustandselig paaferde mod Baglerpartiets Krigerskarer,
fandt han Tid og Kraft til at møde sine geistlige Modstandere
paa deres egen Grund og at bekjæmpe dem med deres egne
Vaaben. Han talte ofte, heder det, om sin Strid med
Erke-biskoppen, og Fremstillingen af denne Strid i hans egen Saga
giver os et Begreb om, hvorledes han har forstaaet at f’remhente
saadanne Argumenter, der vare bedst skikkede til at slaa an
hos Folket, og at udhæve de Tvistepunkter, ved hvilke
Erke-biskoppens Forhold fremtraadte i det mindst gunstige Lys.1
1 Keyser, Kirkehist., I. S. 305-6. Munch, N. F. B., III. S. 346—ål.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
