Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
168
Man har villet forklare Modsætningen mellem
Lendermands-aristokratiets politiske Rørighed og dristige Optræden før Sverre
og dets iøjnefaldende Svaghed, dets Mangel paa Liv og
Foretagsomhed efter ham, af det store Mandefald, der skete inden
dets Rækker under de ulykkelige Kampe mod Birkebejnerne.
Man har udhævet den Ytring, der lægges Magnus Erlingssøn i
Munden, da han underhandlede med Sverre i Throndhjem: «Jeg
har nu allerede i Striden med dig, Sverre, tabt hundrede
len-derbaarne Hirdmænd og sytten Lendermænd, foruden den, hvis
Tab alene er større Skade end alle de andres, nemlig min
Fader Erling Jarl».1 Man har videre, for at støtte denne
Forklaring, henvist til de saakaldte Rosekrige, der ryddede saa
sterkt op i den engelske Højadel, at Kongedømet i den nærmest
paafølgende Tid kunde tilegne sig et næsten uindskrænket
Velde. Men den engelske Adels Svaghed var dog kun en
forbigaaende, medens Lendermandsaristokratiet aldrig rejste sig
efter sit Fald. I de borgerlige Uroligheder i Danmark og Sverige
i det 13de og 14de Aarhundrede skete ogsaa store
Mandefald inden de højbyrdige Ætter; alligevel gik den danske og
svenske Adel med forøget Magt ud af disse Kampe. Et
Aristokrati, der endnu er livsfriskt og fremadstræbende, lader sig
neppe slaa ned af slige ydre Ulykker; det er først, naar der
allerede forud er indtraadt en physisk og moralsk Dekadence,
at de kunne faa en skjæbnesvanger Betydning. Og at dette var
Tilfældet med Lendermandsaristokratiet, maa allerede paa
Forhaand synes rimeligt, naar man erindrer, at det var urgammelt,
og at det ved sin Oprindelse var knyttet til en Tingenes Orden,
som holdt paa at forsvinde, hvis Opløsning ikke kunde standses,
fordi den krævedes af den fremadskridende Tidsaand.
Lendermandsætterne i det 12te Aarhundrede vare — for at
gjentage, hvad der allerede ofte er bleven fremhævet — en Levning
af Fylkestidens Aristokrati. Det var enkelte af de højeste og
kraftigste Stammer, der bleve staaende igjen af Skogen hist og
her, medens det blev gjort lyst rundt om dem. Deres Kroner
ragede saameget sterkere frem, men de savnede til Gjengjeld
mere og mere det Ly, som den tætte Underskog engang havde
givet dem. Hvad der væsentlig bidrog til at holde dem oppe,
medens Niveauet rundt om dem sank, var, at de fik Del i
Kongedømets Magt og Glands, til Erstatning for den tabte souveraine
1 Sv. S., Cap. 55. — Jvfr. Aschehoug, Slatsforf., S. 114.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
