Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
212
han synes i Regelen at have overladt Valgretten til
Domkapitlerne; men man ser paa den anden Side, at han stadig gjorde
gjeldende, at Kongens Samtykke var nødvendigt for at give
Valget Gyldighed.1 Man ser fremdeles, at han fastholdt den af
de norske Konger fra gammel Tid øvede Myndighed til at give
Kirken Love. Han optraadte selv som kirkelig Lovgiver; det
kan ansees som utvivlsomt, at den ældre Frostathingslovs
Kristenret er istandbragt ved hans Omsorg, og at det er til den,
der sigtes, naar der i en senere Retterbot tales om «den
Kristenret, som den verdelige Herre, Kong Haakon den Gamle, og
Hr. Sigurd, Erkebiskop i Nidaros, med de bedste Mænds Raad
og Samtykke forordnede at skulle gjelde».2 Om denue
Kristenret har man igjen fuld Grund til at antage, at den i Hovedsagen
har stemt overens med Erkebiskop Eysteins «Guldfjeder», hvis
Gyldighed Kong Sverre ikke havde villet anerkjende.3 Den er,
som man allerede heraf kan slutte, ulige mere afpasset efter
Kirkens Interesser og den almindelige kanoniske Lovgivning
end nogen af de eldre norske Kristenretter, og da Haakon
ikke indskrænkede sig til at faa den vedtaget inden
Frostathin-gets Lagdøme, men tillige synes at have ophøjet den til et
Slags Normal-Kirkelov for hele Norge, saa at samtlige eldre
Kristenretter ved den i det væsentlige sattes ud af Kraft,4 var
dermed ganske vist i det Enkelte mange Fordele opnaaede
folden norske Kirke. Men paa den anden Side maatte den linde
sig i at se tilsidesat, hvad der var en af Hierarkiets
Hovedfordringer, og hvad der i Hovedsagen forlængst var gjennemført
i de fleste andre europæiske Lande: Fordringen paa selvstændig
Lovgivningsmyndighed i alt, hvad der vedkom de kirkelige
Forhold, uden Indblanding af nogen verdslig Statsmagt, enten
Kongedømet eller Folket. Erkebiskop Eysteins Kristenret blev
gjort til gjeldende Lov i Landet; men det var i Kongens Navn
det skete; hans Ret til at føre det øverste Tilsyn med den norske
Kirke og dens Lovgivning blev paa en eklatant Maade hævdet.
Ogsaa i Hensyn paa den af Kirken krævede selvstændige Dom-
1 Jvfr. Keyser, Kirkehist., I. S. 445.
2 Æ gl. L., III. S. 153. Jvfr. Keyser, Kirkehist., I. S. 393—97. Maurer,
Frostup., S. 54 ff.
3 Jvfr. Munch, N. F. H., III. S. 247 og Anm. 3, S. 263—66. IV, 1. S.
111—114.
4 Keyser, Kirkehist., I. S. 396—97. Munch, N. F. fl., IV, 1. S. 112—13.
Maurer, Frosttip., S. 48.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
