Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
237
sig til de Ledingspligtige selv og udvirke bos dem, at de gav
sit Samtykke, hver for sig.1 Og den samme Fremgangsmaade
forudsættes ligeledes at skulle blive fulgt, naar det gjaldt at
opnaa Bevilling af en ny Skat eller anden Præstation til
Kongen udover det Sedvansmæssige. Der gaves ingen
Repræsentation for det hele Folk eller nogen større Del af Folket, som i
dette Tilfælde kunde udøve en besluttende eller bevilgende
Myndighed. Lagthingene vare paa en Maade repræsentative
Forsamlinger; men der er intet Spor til, at de paa Lagthingene
mødende Bønder skulde have havt Ret til at fatte nogen
Beslutning vedkommende Paalæg af en ny Skat, der var bindende
for andre end dem -selv, og allerede Maaden, hvorpaa
Medlemmerne af denne Repræsentation opnævntes, — nemlig ved de
kongelige Aarmænd eller ved Aarmænd, Lendermænd og
Sysselmænd i Forening, — er en afgjørende Grund mod at antage,
at en saadan Ret har kunnet tilkomme dem.5* Den lovlige
Fremgangsmaade maatte altsaa være, at Kongen henvendte sig til
Bønderne paa deres Hereds- eller Fylkesthing eller hjemme
hos dem selv og forhandlede med dem, om de vare villige til
at give ham mere, end hvad Loven forpligtede dem til, hvorved
da Enhver besluttede for sig, uden at den enes Samtykke bandt
den anden. Med andre Ord: der anerkendtes ikke i saadanne
Sager nogen Fællesvilje eller noget Organ, hvorigjennem denne
Fællesvilje kunde komme tilsyne; den skattebevilgende
Myndighed hvilede ikke hos Folket betragtet som Helhed, men hos den
enkelte frie Jordejer eller jordejende Slægt; Folket udgjorde
overhovedet ikke noget organisk sammenhængende Hele, hvis
enkelte Dele afhænge af hverandre; Fællesskabet var fremdeles
det underordnede, den Enkeltes Ret det principale; Kongen var
Souverain, men forsaavidt som Skattebevillingsretten er en
væsentlig Bestanddel af den politiske Souverainetet, kan man sige,
at enhver Odeismand eller fri Jordejer ogsaa var det.3
1 Jvfr. Aschehoug, Statsforf., S. 70.
2 Aschehoug, Statsforf., S. 75.
3 I Aschehougs Verk over Statsforf., S. 164—67, sammenlignes Forholdene i
Norge, Sverige og Danmark i Hensyn paa den skattebevilgende Myndighed,
og det udhæves, at i Norge hverken Kongen eller nogen Folket
repræsenterende Forsamling havde Eet til at paalægge nye Skatter. „Den svenske
Lovgivning", heder det dernæst, „erkjendte med noget større Omtanke end
den norske Nødvendigheden af at skabe Former, hvorunder Kongen uden
altfor store Omsvøb og Vanskeligheder kunde erholde nye Skatter
bevilgede". Udtrykkene ere her neppe heldig valgte; det afgjørende i dette
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
