Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
298
eller Pirringsmidler til sin Raadighed ligeoverfor sit Publikum,
naar han lader sine handlende Personer selv tale, idet han da
kan understøtte Indtrykket af sin Fortælling ved Forandring
af Tone og Minespil; han vil derfor altid være tilbøjelig til at
foretrække oratio directa for oratio indirecta. Og idet nu et
saadant Foredrag uden synderlig Forandring er bleven overført
ogsaa i den skriftlige Form, har Sagastilen faaet det
dramatiske Liv, hvorved den udmerker sig, og paa samme Tid et
Præg af Simpelhed og Naturlighed, der næsten kunde synes at
udelukke Tanken om en bevidst beregnende Kunst. Vi se dog
denne ofte træde frem paa en saadan Maade, at den ikke kan
miskjendes, i visse hyppigt tilbagevendende Kraftsteder og
«anseelige Denouements» eller i visse Effektmidler, der anspændes
til det yderste. Saaledes — for at nævne Exempler — Scenen
i Njaals Saga, da Bergthora fortæller sine Sønner, at man havde
kaldt dem «tadskegglingar» og deres Fader «karl hinn
skegg-lausi», og saa det heder: Skarphedin lo deraf, men dog sprat
Sveden ham af Panden, og der kom røde Flekker i Kinderne
hans, Grim var taus og bed sig i Læben, Helge forandrede
ikke en Mine og sagde ikke et Ord; — en tilsvarende Scene
i Ragnar Lodbroks Saga, da Ragnars Sønner faa Budskab
om sin Faders Død; — fremdeles slige Sammentræf, som naar
Kaare (Njaals Saga, Cap. 156) kommer ind i Orknøjarlens Hal
i det Øjeblik, da hans Fiende Gunnar Lambason fortæller paa
en haanende Maade om Njaals og Njaalssønnernes
Indebræn-ding, og han saa hugger til ham, saa haus Hoved fyger af ham
og op paa Bordet foran Kongen og Jarlerne; — ganske
overensstemmende med hvad der i Olaf den Helliges Saga fortælles
om Asbjørn Selsbane og i Fostbrødra Saga om Thormod
Kol-brunarskakl; — eller som naar det i Haavard Isfirdings Saga
fortælles om denne, hvorledes han tre Gange, — efterat have
modtaget Budskabet om Sønnens Drab og efterat være bleven
afvist Gang efter Gang af Drabsmanden, af hvem han krævede
Bøder, — lægger sig til Sengs for at gruble over sin Hevn, den
ene Gang mere bøjet og skrøbelig end den anden, og saa
tilsidst rejser sig sterk og frisk, da Hevnens Time endelig slaar.
Det er godt gjort, men stundom, kunde man sige, er det alt
for godt gjort; Beregningen, Maneren træder altfor tydeligt
frem.
Ved Siden af de store Effektscener er Karakterskildringerne
disse Sagaers sterke Side. Heller ikke i dem er der megen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
