Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
302
eller Støtte, har den ogsaa naaet den største Højde, hvortil den
overhovedet formaaede at hæve sig. Olaf den Helliges Saga
af Snorre Sturlassøn maa vel siges at være den mest fuldendte
Karakterskildring inden den norrøne Literatur1 og overhovedet
Literaturens ypperste Verk, gribende fremfor noget ved den
virkelige Højhed, der hviler over det, ved det Liv, der
gjennemstrømmer de enkelte Skildringer, paa samme Tid som man
overalt føler eller skimter de ledende Ideer, den store historiske
Sammenhæng, under hvilke alle de enkelte Træk indordne sig,
og som giver hvert af dem, endog de i sig selv ubetydelige,
en saa dyb Interesse.
Hvad der i Behandlingerne af Norges eldre Kongehistorie,,
fornemmelig Tidsrummet fra Harald Haarfagres Optræden til
Olaf den Helliges Fald, tildrager sig vor Opmerksomhed ved
Siden af Fremstillingens Kunst, er den videnskabelige
Granskning, der har gjort sig gjeldende paa dette Felt, den Kritik,
hvormed Stoffet er samlet, sigtet og ordnet. Her havde Are
Frode (og Sæmund Frode) vist Vejen. Vi have før omtalt Ares
Islendingabök, af hvilken Forfatterens kritiske Omhu og ^karpe
Blik for det historisk Væsentlige saa klart fremlyser. Vi maa
paa Forhaand antage og kunne af Citaterne slutte, at ogsaa
hans nu tabte Arbejder over den eldre norske Kougehistorie2 have
udmerket sig ved de samme Egenskaber. Til disse Arbejder
synes nu alle senere Behandlinger af det samme Emne, i mere
eller mindre Grad, direkte eller indirekte, at have støttet sig. De
to islandske Munke, som et halvt Aarhundrede senere
sammensatte "hver sin Biographi af Olaf Tryggvessøn, beraabe sig begge
paa Ares og Sæmunds Autoritet, ved Siden af mundtlige
Hjemmelsmænd. Begges Verker vise dog, ved sin Mangel paa en
ordentlig gjennemtænkt Kronologi, ved den sterkt
fremtrædende kirkelige Farve, Forkjærligheden for allehaande
legende-mæssige Træk og den brede svulstige Prækestil, kun liden
Overensstemmelse med Aanden i Ares historiske Forfatterskab.
Desto bedre kjende vi denne igjen i flere af de følgende Be-
1 Jvfr. G. Storm, Snorre Sturlassøns Historieskrivning, S. 150 ff.
2 Man er ikke enig om, hvor langt ned i Tiden Ares „Konungaæfi" har
gaaet. Maurer (Ueber die Ausdrücke etc., S. 9) mener, at den har gaaet
til 1120, som den os levnede Islendingabök. G. Storm (Snorres
Historieskrivning, S. lå, 16—11) antager derimod, aden ikke har gaaet længere end
til Olaf den Helliges eller Magnus den Godes D»d. — Jvfr. A. Gjessingy
Undersøgelser af Konge sagaens Fremvæxt, log II, Chra. 1813 — 16..
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
