Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
345
holdende baade Kongesagaer og Bearbejdelser af fremmede
Romaner, have været i norske Storætters Eje, og de tilføiede
Randglosser vise, at de have været flittig læste.1 Her have vi altsaa
det Publikum, for hvilket Sverre lod skrive og Haakon
Haakons-søn oversætte, — hvis Tilværelse alene fuldelig kan forklare
den literære Virksomhed, hvorved det norske Hof gjennem mere
end et Aarhundrede udmerkede sig. Baade Oversættelserne
og de originale Sagaverker udgaa altsaa til Syvende og Sidst
fra den samme Rod; begge ere Udtryk for det Aandsliv, der
havde udviklet sig med det gamle, for Island og Norge fælles
Ættearistokrati.
Disse to Retninger inden Literaturen staa i Modsætning
til hinanden i Hensyn paa Stof; men i Hensyn paa Form og
Stil falde de paa det nærmeste sammen. De norske
Romanoversættelser stille sig i Regelen meget selvstændigt ligeoverf’or
sine Originaler; de ere Bearbejdelser snarere end Oversættelser;
Poesien er bleven til Prosa, og det fremmede Indhold er
overalt gjengivet i den nationale Sagastils Former, med hvilke
Oversætterne eller Bearbejderne vise sig at have været fuldt
fortrolige, og det allerede paa en Tid, da den paa Island
fremblomstrende originale Literatur endnu neppe havde naaet
udover sine første Begyndelser. Ogsaa dette viser, at
Sagastilen er fremgaaet af en Udvikling, som, om den end havde sit
Brændpunkt paa Island, alligevel i Hovedsagen var fælles for
alle Nordmænd; ogsaa heraf fremgaar den organiske
Sammenhæng mellem de to Retninger i Literaturen og det urigtige i at
sondre saa skarpt mellem dem, som enkelte have gjort.
Sproget i disse Bearbejdelser er ofte meget elegant og vidner om
en virtuosmæssig Sikkerhed og Ferdighed, som det har ligget
udenfor den Enkeltes Evne at opnaa, og som peger tilbage paa
en lang forudgaaende Udvikling, hvorved Sprogsandsen og
Evnen til at vælge de passende Udtryk er bleven opøvet;2
den nationale Sagastil er stundom bleven gjennemført med saa
stor Dygtighed, at der gives Partier af disse norrøne
Bearbejdelser af tydske Sagn eller franske Digte, der kunne stilles
ved Siden af det bedste i den originale Sagaliteratur, eller som
1 Munch, N. F. II., IV. 2. S. 651; 2den Bovedafd., I. S. 90, II. S. 158
o. fl. St.
2 Se Keyser 4 Unger, Fort. til Barlaams ok Josaphats Saga, Fort. til
Strenglei-kar. Munch, N F. E., III. S. 1027—1028.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
