Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
349
og samtidig holder det Dialekterne i Tømme, saa ogsaa de
stagnere, og selve Kilderne, hvoraf Skriftsproget skulde hente
Berigelse, udtørres eller forarmes. Imidlertid kan
Sprogbevægelsen foregaa mere uhindret hos andre Folk, hvis Mundarter
ikke have været undergivne en lignende Kontrol, og disse kunne
derved i Tidens Løb opnaa fremfor hine en større Lethed og
Bøjelighed og et mere modernt Tilsnit. Heri maa vi se en
Hovedgrund til, at det norrøne Sprog, trods sin Literatur og
trods sin tilsyneladende Kraft og Rigdom, alligevel ved den
nærmere Berørelse med de danske og svenske Mundarter i det
14de og 15de Aarhundrede kom til at ligge under for disse.1
Og her er da fremdeles det rette Standpunkt antydet til
Forklaring af den norrøne Literaturs Dekadence. Det kan ikke
antages, at Smagen for det Fremmede i og for sig skulde have
øvet en skadelig Indflydelse; det er urimeligt at give
Oversættelserne og Tilegnelsen af udenlandske Mønstre Skylden for, at
den nationale Literatur blev afbrudt, som om ikke denne fra
først af havde været betinget af Paavirkninger udenfra, eller
som om den kunde tænkes at have villet bevare sin skabende
Evne, saafremt den var bleven stængt af for ethvert Samkvem
med andre Folks Aandsliv. Men i disse Oversættelser følge vi
den nødvendige og uundgaaelige Opløsning af Former, der,
efterat have opnaaet sin typiske Fuldendelse, ikke længer kunde
være Vehikel for en fremadskridende Udvikling, men snarere
maatte lægge en Stopper paa denne. Sagaen tilhørte ved sin
Oprindelse og Karakter et Liv, hvis Betingelser efterhaanden
ophørte at existere, og som ikke kunde fornye sig. Det maatte
gaa den, som det gik Skaldepoesien. Den havde svaret altfor
godt til det Stof, om hvilket den fra først af var dannet, til at
den rigtig kunde passe for noget andet, og til at det kunde
undgaaes, at den udartede ved at gribe efter nye Emner. Vejen
fremover førte her ogsaa med Nødvendighed gjennem Opløsning
og Afmagt. Sagastilens ejendomelige Fortrin havde, som før
omtalt, sin Grund deri, at den i Hovedsagen var uddannet ved
den mundtlige Tradition; jo mere denne ophørte at være den
nødvendige eller eneste Form for Nationens Aandsliv, jo
længere kom man ogsaa bort fra de levende Kilder, hvorfra den
fortællende Kunst havde hentet sin Friskhed. Sagaerne fra
Slutningen af det 13de og Begyndelsen af det 14de Aarhundrede
1 Munch, JV. F. II., 2den EovedafdI. S. 596—599.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
