Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
390
døme og Ståt faldt sammen, var følgelig ogsaa Staten det; den
havde, som enhver anden Odel, sine engang for alle fastsatte,
skarpt optrukne Grændser; den var en Ret for sig, sideordnet
den frie Bondeejendom snarere end overordnet denne. Den
forestilledes fremdeles at hvile paa en Overenskomst mellem
Kongen paa den ene Side, Bønderne paa den anden, der
medførte visse Forpligtelser for begge de kontraherende Parter.
Kongens Forpligtelse var at styre Landet overensstemmende
med Lovene, at lede det fælles Forsvarsvæsen og at overholde
Fred og Orden; Bøndernes at gjøre personlig Krigstjeneste
inden en vis Udstrækning og inden en vis Tid af Aaret samt
at yde en vis, engang for alle fastsat Skat. Disse Ydelser
kunde Kongen anvende saaledes, som han selv fandt for godt;
han var uindskrænket Herre over Krig og Fred og over de
Indtægtskilder, der vare stillede til hans Raadighed; men han
maatte ogsaa hjælpe sig med, hvad der engang var bleven ham
bevilget. Hverken han eller nogen anden havde Ret til at
udvide Ledingspligten eller paalægge den frie Bondeejendom nogen
ny Skat. eller Tynge uden vedkommende Ledingspligtiges eller
Jordejers egen gode Vilje. I Sverige og Danmark stod
Sagerne i saa Henseende noget anderledes. Vistnok var Kongen
ogsaa her uberettiget til paa egen Haand at paalægge nogen
ny Skat; men der var aabnet ham en Udvej til at forøge sine
Indtægtskilder ved Henvendelse til Rigsdagene eller
Herredagene. Disse gjaldt, efter hvad der før er bleven fremhævet,
allerede i det fjortende Aarhundrede som en virkelig
Folke-repræsentation og øvede i Overensstemmelse dermed et Slags
skattebevilgende Myndighed. Og da det var Adel og
Geistlig-hed, som her havde den afgjørende Stemme, blev Forholdet i
Virkeligheden et saadant, at de privilegerede Klasser bevilgede,
hvad de ikke-privilegerede maatte betale. I Norge havde
Kongen Ret til at begynde Krig, naar han selv fandt for godt,
medens Størrelsen af det Mandskab, der i saa Tilfælde stod til
hans Raadighed, og Tiden, i hvilket det var pligtigt at tjene,
engang for alle var fastsat. I Danmark derimod kunde Kongen
ikke begynde nogen Krig uden Folkerepræsentationens (d. v. s.
Adelens og Geistlighedens) Samtykke; men havde han først
opnaaet dette Samtykke, stod det til ham at bestemme, hvor
meget af det ledingspligtige Mandskab der skulde udskrives,
eller hvor længe det skulde boldes sammen.1 —
1 Jvfr. Aschehoug, Staisforf., S. 16å f.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
