Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ULF LARSEN 67
NIENDE KAPITEL.
Tre Dages Hvile, tre velsignede Dages Hvile har jeg haft hos
Ulf Larsen, spist i Kahytten og ikke gjort andet end at diskutere
Livet, Litteraturen og Universet, medens Thomas Mugridge har
skummet og raset og udført mit Arbejde saa vel som sit eget.
»Vær belavet paa Uvejr!« var Louis Advarsel, da vi traf
sammen paa Dækket, medens Ulf Larsen var henne at udjævne
en Trætle mellem Jægerne.
»Du kan ikke vide, hvad der vil ske. Manden er som
modgaaende Sirømme i Havet eller i Luften. Man kan ikke regne
ud, hvor man ’ar ham. Som man tror at kende ham og lægger
ud med ham for gunstig Vind, saa hvirvler han rundt, lægger
sig død lige forude, men kan saa komme hylende ned paa én
og rive alle éns Magsvejrssejl til Pjalter.«
Det var derfor ikke nogen absolut Overraskelse, da Uvejret
kom. Vi havde haft en varm Diskussion — om Livet
naturligvis —, og jeg havde med for stor Dristighed indladt mig paa
en Undersøgelse af Ulf Larsen og Ulf Larsens Liv. Jeg
vivisekerede ham og udkrængede hans Sjælsindhold lige saa skarpt
og grundigt, som han havde for Skik at udkrænge andres. Det
var lykkedes mig at lægge ham saaledes blot, at han vred sig
derunder. Men det var mere, end han kunde taale. Hans
solbrune Ansigt blev sort af Vrede; hans Øjne flammede. Der var
ingen Klarhed eller sund Forstand i dem — intet uden en
Afsindigs rædselsfulde Raseri. Det var Ulven i ham, jeg saa,
og det en gal Ulv.
Han sprang hen imod mig med et Brøl og greb min Arm.
Jeg havde mandet mig op til at strække den ud, skønt jeg
skælvede indvendigt; men Mandens enorme Styrke var for meget
for mig. Han havde grebet mig i Overarmen med den ene
Haand, og da han klemte til, faldt jeg sammen og skreg højt.
Jeg slap mit Fodfæste. Jeg kunde simpelthen ikke staa op og
udholde Smerten. Musklerne virkede ikke. Pinen var for stor.
Overarmmusklerne var masede til en grødet Masse.
Han synles at komme til sig selv; en lysende Straale skød
frem i hans Øje, og han slap sit Tag med en Latter, der
nær
5!&
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
