78 JACK LONDON Som sagt, han havde et smukt Ansigt. Glatraget som det var, kom alle Træk tydeligt frem, og de var rene og skarpe som en Kamé, medens Hav og Sol havde garvet den naturligt smukke Hud til en mørk Bronce, der vidnede om Kamp og Strid og gav ham baade forøget Grumhed og forøget Skønhed. Læberne var fyldige og havde dog den Fasthed, der er karakteristisk for tynde Læber. Trækkene om Mund, Hage og Kæber var ogsaa bestemte og barske, med hele den maskuline Vildskab og Utæmmelighed — Næsen ligeledes. Det var en Næse, som det Væsen har, der er født til at erobre og herske. Den havde lige Antydningen af et Ørnenæb. Den kunde have været græsk eller romersk; kun var den en Kende for massiv til at være det første, lidt for fin til at være det sidste. Og medens hele Ansigtet var den inkarnerede Vildhed og Styrke, syntes Mundens, Øjnenes og Brynenes Linjer at være ligesom noget forstørrede ved det Grundtungsind, hvorunder han led, og Ansigtet fik derved en Fylde og Fuldkommenhed, som ellers vilde have været foruden. Jeg greb altsaa mig selv i at staa stille og studere ham. Hvor den Mand dog kom til at interessere mig! Hvem var han? Hvad var han? Hvordan var han bleven den, han var? Alle Evner syntes at være i hans Besiddelse, alle Muligheder. Hvorfor var han da ikke andet end en simpel Kaptain paa en Sælskonnert med Ry for frygtelig Brutalitet iblandt de Mænd, der gik paa Sælhundejagt? Min Forundring brød frem i en hel Talestrøm. »Hvoraf kommer det, at De ikke har udført Storværker. Uden Samvittighed eller moralsk Instinkt, som De er, kunde De have behersket Verden og holdt den i deres Haand. Alligevel gaar De her, i Deres fuldmodne Manddomsalder, hvor det begynder at gaa ned ad Bakke, og fører en obskur, ubemærket Tilværelse og jager Sæler for at tilfredsstille Kvindens Forfængelighed og Pyntelyst. Hvorfor har De, med Deres vidunderlige Styrke, ikke udrettet noget? Der var intet til at standse Dem, intet, som kunde standse Dem. Hvad har der været i Vejen? Har De manglet Ærgerrighed? Er De falden for en Fristelse? Hvad har der været i Vejen?« Han havde hævet Øjnene mod mig ved Begyndelsen af mit Udbrud og fulgt mig villigt, indtil jeg var færdig og stod for