Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
å
ULF LARSEN 167
Jeg, Humphrey Van Weyden, var forelsket! Og igen
overfaldt Tvivlen mig. Det var imidlertid ikke saaledes, at jeg var
bange for Forelskelsen eller holdt igen for ikke at bukke under
for den. Tværtimod! Idealist som jeg var, havde min Filosofi
altid stillet Kærligheden som det største i Verden, den højeste
Lykke, Tilværelsens Maal og Toppunkt. Men nu, da den var
kommet, kunde jeg ikke tro paa den. Det var ikke umuligt,
at den Lykke kunde falde i min Lod. Det var for herligt, for
herligt til at være sandt. Symons’ Ord randt mig i Sinde:
»Jeg gik min Gang og søgte dig
blandt alle Kvinder — ene dig.«
Men jeg var holdt op med at søge. Det største i
Verden var ikke for mig, havde jeg sagt til mig selv. Furuseth
havde Ret: jeg var abnorm, et »følelsesløst Uhyre«, en sær
Bogorm, der kun var i Stand til at finde min Glæde i Tankens
Verden. Og skønt jeg alle Dage havde været omgivet af Kvinder,
havde min Opfattelse af dem været rent æsthetisk — intet mere.
Jeg havde virkelig til Tider betragtet mig selv som udenfor
Regelen, en Eneboer, der var nægtet de Tilbøjeligheder, som jeg
saa og forstod saa godt som andre. Og nu var det kommet!
Uanet og uden Varsel var det kommet. I en Slags
Henrykkelse forlod jeg min Plads ved Kahytskappen, gik henad
Dækket og mumlede for mig selv Elisabeth Brownings smukke Ord:
»I mange Åar levede jeg i mine Syner og Drømme i Stedet
for med Mænd og Kvinder. Jeg fandt i dem de bedste
Kammerater og troede ikke, at der kunde gives lifligere Melodier
end dem, de spillede for mig.«
Men den lifligere Musik lød nu i mine Øren, og jeg var blind
og døv for alt omkring mig. Jeg blev vækket af min Drøm ved
Lyden af Ulf Larsens skarpe Stemme.
»Hvad Satan gaar der af Dem?«
Jeg var gaaet forud, hvor Matroserne var ved at male, og
da jeg kom til mig selv, stod jeg og var lige ved at vælte en
Malerpotte.
»Søvngængeri, Solstik — hvadbehager?« brummede han.
»Nej, en daarlig Mave,« svarede jeg og gik videre, som om
intet usædvanligt var hændet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
